Vestas har ingen umiddelbare planer om salgscomeback i Indien
23/4 10:34
Vestas har ingen umiddelbare planer om igen at sælge møller i Indien, hvor vindmølleproducenten ellers har omfattende produktion og flere tusinde ansatte.
Det siger Vestas' administrerende direktør, Henrik Andersen, i et interview med MarketWire i Madrid.
- Vi plejer at sige det sådan, at alle de steder, hvor vi kan tjene penge, der vil vi gerne være. De steder, hvor vi ikke kan tjene penge, der giver det ikke nogen mening. Hvis vi ikke med vores produktion kan ramme et prispoint, hvor vi bliver betalt for det, så stiller vi spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal stille vores teknologi op, siger Henrik Andersen.
Det er dog ikke fordi, det er et fuldstændigt lukket kapitel, og Vestas-direktøren lader også skinne igennem, at inderne egentlig godt kunne tænke sig igen at sælge til deres hjemmemarked.
Men regnestykket er ikke gået op, og det indiske marked har også sine særpræg at tage højde for.
- Indien er anderledes. I Indien har du den her med, at du i mange af auktionerne får allokeret land, og så kan du bygge på det. Det har vi været tæt på i en periode, og så var vi ikke så tæt på det i en anden periode.
- Vi kan ikke rigtig få det til at hænge sammen, men som du nok kan høre, så er det noget, vi snakker med inderne om. Inderne vil det jo gerne selv. Vi har 3500 medarbejdere i Indien, men vi sælger bare ikke noget i Indien.
- Det var ikke det, der var intentionen, da vi i 2016 etablerede de facto en stor hub i Indien. Der var intentionen, at det skulle være en Indien for Indien hub, samtidig med at det skulle løse globale forhold for Vestas også. I dag løser det globale forhold, og vi eksporterer ud af Indien, fortæller Henrik Andersen.
MarketWire: Så det ligger ikke lige for, at I begynder at sælge møller i Indien igen?
- Nej, det gør det ikke. Og det har også noget at gøre med, at hvis det er således, at folk er villige til at sælge til en pris, der næsten er under den direkte produktionspris af råvarerne, så kan det ikke betale sig for os. Så gør vi det ikke, siger Henrik Andersen.
Der blev i 2025 indgået møllekontrakter på et rekordhøjt niveau i Indien på 8,5 gigawatt, men ingen af aftalerne endte hos nogle af de vestlige mølleproducenter.
.\\˙ MarketWire
