Legetøjsproducent skyder i vejret i formarkedet - Magic-kort hitter
23/4 14:27
Den amerikanske legetøjsproducent Hasbro stiger med næsten 7 pct. i formarkedet, hvilket skyldes et forrygende salg i årets første kvartal.
De gode takter skyldes særligt den Hasbro-ejede spiludgiver Wizards of the Coast, der står bag fantasyspillet Dungeons & Dragons og samlekortene Magic: The Gathering, skriver Bloomberg News. I den mere klassiske legetøjskategori ser det ikke lige så prangende ud.
I foreløbige tal for kvartalet lyder salget på 970-985 mio. dollar, hvor analytikerne på forhånd havde spået 908,6 mio. dollar.
Egentlig burde det fulde regnskab være lige på trapperne, men et omfattende cyberangreb har fået legetøjsproducenten til at udskyde aflæggelsen, da flere systemer har været offline, og det derfor ikke har været muligt at strikke regnskabet sammen.
Ifølge Hasbros egen hjemmeside lander regnskabet nu efter planen 20. maj.
Cyberangrebet får "en vis betydning" for resultaterne i det nuværende andet kvartal grundet forsinkelser i leveringer, lyder det. Men for nu bliver forventningerne til året dog fastholdt.
Hasbro-aktien stiger 6,8 pct. til 96,76 dollar i formarkedet.
.\\˙ MarketWire
