Europa/lukning: Vestas-rival trodsede dårlig stemning med imponerende regnskab
27/4 17:48
Den tyske Vestas-rival, Nordex, blev dagens vinder på et ellers surt europæisk aktiemarked, hvor investorerne skulle forholde sig til stigende oliepriser fra ugens start.
Målt på det fælleseuropæiske Stoxx 600 endte det med et minus på 0,3 pct.
Weekenden bød på nyt om konflikten i Mellemøsten i form af et aflyst amerikansk besøg i Pakistan, hvor der ellers skulle forhandles med Iran.
Mandag berettede mediet Axios desuden, at Iran vil gå med til at åbne for Hormuzstrædet, hvis USA stopper sin skibsblokade ved iranske havne.
Målt på olieprisen lod det dog ikke til, at forventningen om en snarlig fredsløsning voksede mandag. En tønde Brent-olie kostede ved europæisk børslukketid 108,88 dollar efter en stigning på 3,3 pct. fra fredag.
Og investorerne skal heller ikke regne med, at olieprisen med det samme falder til niveauet før krigen, selv om USA og Iran skulle nå i mål med en fredsløsning, vurderer finanshuset Jefferies.
- Selv hvis vi får en aftale, kommer olien ikke tilbage til niveauerne fra før krigen. Vi er nødt til at indregne en vis grad af stagflationær påvirkning. USA vil sandsynligvis blive mindst ramt, Sydasien hårdest ramt, mens Europa vil ligge et sted midt imellem, lyder det fra Mohit Kumar, cheføkonom og strateg for Europa hos Jefferies, ifølge Bloomberg News.
På den selskabsspecifikke hylde var tyske Nordex, der konkurrerer med Vestas på vindmøllemarkedet, i hopla, efter at selskabet kom særdeles glimrende gennem sit første kvartal.
Både omsætningen og driftsoverskuddet landede over analytikernes forventninger. Det blev belønnet med et plus på 5,7 pct. i toppen af Stoxx 600.
For Vestas selv endte det med et plus på 0,6 pct.
Ørsted blandede sig også i toppen med et plus på 4 pct, efter at den amerikanske storbank Goldman Sachs skruede sin anbefaling af aktien op til "køb" fra "neutral". Samtidig fik kursmålet et løft til 185 kr. fra 150 kr. ifølge data fra Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
