Asien: Investorer afventer megacap regnskaber og centralbank-beslutninger
28/4 06:32
De asiatiske aktier ligger blandet tirsdag, mens investorerne trækker lidt gevinster i land oven på gårsdagens rekorder i blandt andet Tokyos Nikkei-indeks.
Investorerne overvejede fortsat den geopolitiske malstrøm i Mellemøsten og forberedte sig på resultatrapporter fra de amerikanske megacap-koncerner kaldet "The Magnificent Seven".
Dertil kommer en række centralbankmøder, hvor Bank of Japan startede med at fastholde renten trods stor uenighed tidligere i dag.
Teherans seneste forslag til at løse krigen i Mellemøsten falder ikke i god jord hos præsident Donald Trump, da det ikke adresserede Irans atomprogram. Det efterlader den to måneder lange konflikt i et dødvande, hvor energi og andre forsyninger gennem det kritiske Hormuzstræde ligger stille.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavs-aktier uden for Japan falder 0,1 pct. efter at have sat rekord mandag. Indekset er på vej mod en stigning på 17 pct. i indeværende måned efter at være faldet med 13,5 pct. i sidste måned.
De amerikanske futures indikerer en blandet åbning i New York, med stigninger i Dow Jones og S&P 500 på 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset indikeres 0,1 pct. lavere senere på dagen.
I Tokyo evaluerer investorerne meldingerne fra den japanske centralbank, der afsluttede et pengepolitisk møde tidligere tirsdag. Banken fastholdt den ledende dag-til-dag-rente på 0,75 pct., hvilket så godt som samtlige økonomer i diverse undersøgelser forventede.
Men beslutningen blev taget med stemmerne fem mod tre, hvilket indikerer en usædvanlig stor uenighed. Og den efterfølgende kvartalsvise rapport om den økonomiske og prismæssige udvikling viser tydeligt hvorfor. Banken nedjusterer vækstprognosen og opjusterer inflationsprognosen for både indeværende år og næste år.
Nikkei 225 falder 0,5 pct., mens det brede Topix-indeks ligger med et plus på 0,8 pct.
I Hongkong falder Hang Seng-indekset 0,6 pct. Shanghai Composite falder 0,1 pct., mens CSI 300 er så godt som uændret.
Sydkoreas Kospi-indeks satte rekord mandag og er på vej med endnu en tirsdag. Indekset stiger 1,1 pct., mens Taiex-indekset i Taiwan stiger med mere beskedne 0,3 pct.
Singapores Strait Times-indeks øger 0,3 pct., mens det australske ASX 200-indeks står til at lukke med et tab på 0,5 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | -0,5 |
| Topix | +0,8 |
| Hongkongs Hang Seng | -0,6 |
| China Shanghai Composite | -0,1 |
| China CSI 300 | 0,0 |
| Taiwan Taiex | +0,3 |
| Sydkoreas Kospi | +1,1 |
| Singapores STI | +0,3 |
| Sydney ASX 200 | -0,5 |
Indeksværdier kl 5.50
.\\˙ MarketWire
