Onsdagens nyheder fra danske medier med AI-supercomputer, Opec og Netcompany
29/4 07:19
BØRSEN.DK
MILLIARDDOM RAMMER FORSIKRINGSSEKTOREN
En ny højesteretsdom sænker grænsen for erstatning ved arbejdsskader, så selv mindre tab af arbejdsevne kan udløse kompensation. Det kan føre til genoptagelse af tusindvis af gamle sager og milliardregninger for forsikringsselskaberne. Branchen advarer om, at det i værste fald kan skabe konkurser og true den finansielle stabilitet.
STORBANKER AFVISER NYKREDITS ADVARSEL OM BOLIGLÅN
Efter at Nykredit har advaret om, at prioritetslån, også kaldet bankboliglån, kan true realkreditsystemet og opfordret til politisk indgreb, har konkurrenterne Danske Bank, Nordea og Jyske Bank afvist kritikken. I et fælles modsvar understreger bankerne, at realkreditten er stabil, og at konkurrencen gavner kunderne.
STOR RETSSAG MELLEM ELON MUSK OG OPEN AI BEGYNDER
Mandag begyndte Elon Musks retssag mod OpenAIs medstifter Sam Altman, der er anklaget for, at have brudt selskabets mission om at være en nonprofitorganisation. Altman og OpenAI afviser anklagerne, mens Musk kræver, at Altman og Greg Brockman, der er medstifter og formand for OpenAI, fjernes fra ledelsen samt erstatning på 134 mia. dollar.
FINANS.DK
AI-SUPERCOMPUTEREN GEFION RAMMER STORT UNDERSKUD
AI-supercomputeren Gefion, der blandt andet er finansieret af Novo Nordisk Fonden til 700 mio. kr., endte 2025 med et underskud på over 300 mio. kr. Det skyldes ifølge selskabets bestyrelsesleder, Nana Bule, at Gefion først blev fuldt operationel i løbet af året, samt at fokus har været at bygge platformen, gøre maskinen klar til forskere og selskaber samt sikre håndtering af fortrolige data. Ledelsen venter, at 2026 bliver det første år med overskud, nu hvor kapaciteten udnyttes fuldt ud.
ENERGIHANDLER VENTER AT FORDOBLE INDTJENINGEN I 2026
Den aarhusianske energihandler Nitor sigter mod en driftsindtjening på op til 600 mio. kr. i 2026, dobbelt så meget som i 2025, drevet af højere prisvolatilitet på energimarkederne. Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2025. Selskabets administrerende direktør, Simon Birch Hansen, peger også på udbygning af selskabet og modne nye forretningsområder som nøglefaktorer.
FAE FORLADER OPEC - RISIKO FOR OPLØSNING AF ORGANISATIONEN
De Forenede Arabiske Emirater, FAE, der er en af verdens største olieproducerende lande, meddelte tirsdag, at de forlader Opec med virkning fra den 1. maj. Landets energiministerium oplyste samtidig, at FAE nu har tænkt sig at øge olieproduktion. Eksperter advarer om, at OPECs evne til at stabilisere markedet svækkes, og Ole Sloth Hansen fra Saxo Bank påpeger en potentiel risiko for, at organisationen kan opløses.
BUSINESS.DK
NETCOMPANY TOPCHEF INVESTERER 750 MIO. KR. I BRITISK CYKELHOLD
Netcompany-stifter André Rogaczewski investerer 750 mio. kr. i Team Netcompany Ineos for at styrke selskabets brand og teknologiske fodfæste i Europa samt konkurrere med techgiganterne fra USA og Kina. Sponsoratet kombinerer økonomisk støtte og avanceret AI-teknologi til at optimere holdets præstationer, mens strategiens største risiko er en dopingskandale, der kan skade både hold og selskabets omdømme.
.\\˙ MarketWire
