Google-ejer leverer bedre end ventet og stiger i eftermarkedet
30/4 06:34
Teknologikæmpen Alphabet, der står bag blandt andet Google og Youtube, leverede bedre end ventet i første kvartal.
Derfor blev aktien også sendt op i eftermarkedet oven på offentliggørelsen.
Alphabet noterede sig en omsætning på 109,9 mia. dollar i kvartalet mod konsensus om 107,1 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Selskabet noterer sig samtidig bedre end ventet salg i cloudforretningen og en stor stigning på 40 pct. sammenlignet med fjerde kvartal sidste år i de betalende brugere af AI-chatbotten Gemini.
- Det er det stærkeste kvartal nogensinde for vores AI-abonnementer, drevet af Gemini-appen, siger Sundar Pichai, der er administrerende direktør for Alphabet, i regnskabet.
Samlet nåede selskabet op på 350 mio. betalte abonnementer i kvartalet, hvilket primært var drevet af Youtube og Google One.
Alphabet kan også notere sig, at kørselstjeneste Waymo i kvartalet nåede op på mere end 500.000 førerløse ture per uge.
Alphabet-aktien steg med 7,2 pct. til 375,08 dollar i onsdagens eftermarked efter rapporteringen.
.\\˙ MarketWire
