Torsdagens nyheder fra danske medier med rentemøde, arbejdsskadeforsikring og topaktier
30/4 07:26
BØRSEN.DK
SØGER DU STÆRKE AKTIECASES? FIRE DANSKE BØRSSELSKABER HAR ALT, DER SKAL TIL
Sløret er netop løftet for den omfattende analyse Børsens Aktierating 2026, hvor en gruppe selskaber blandt danske vækstaktier står ud som stærke aktiecases. De fire iøjnefaldende topaktier er Trophy Games Development, Freetrailer, Hove og Greenmobility. Fælles for vækstaktierne er, at de søgte mod børsmarkedet for at skaffe kapital til at sparke gang i væksten og løfte selskaberne til næste niveau. Det er lykkedes så godt, at de fire selskaber nu modtager en "toprating" i dette års udgave af Børsens Aktierating, hvor samlet 28 børsselskaber gennemanalyseres.
WARSH OVERTAGER SPLITTET CENTRALBANK MED POWELL PÅ BAGSÆDET
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, valgte onsdag at fastholde sin ledende rente uændret, helt i tråd med markedets forventninger. Men selvom rentebeslutningen ikke satte ild i markedet, så var pressemeddelelsen og det efterfølgende pressemøde interessant. Pressemeddelelsen viste nemlig, at der er stor uenighed blandt centralbankens stemmeberettigede medlemmer. Et medlem stemte for straks at sætte renten ned, mens tre havde det modsatte fokus. De stemte imod blot det at antyde, at næste skridt, hvornår det end måtte komme, er lavere renter. USA's præsident Donald Trumps udvalgte, Kevin Marsh, kommer derfor på en vanskelig opgave, når han overtager styrepinden i midten af maj.
FINANS.DK
SKELSÆTTENDE DOM KAN TØMME MARKEDET FOR ARBEJDSSKADEFORSIKRING
En skelsættende dom fra Højesteret sender chokbølger gennem forsikringsbranchen og kan ende med at tømme markedet for udbydere af arbejdsskadeforsikringer. Dommen lyder på, at der skal udbetales erstatning, når et erhvervsevnetab er klart og varigt og over en bagatelgrænse på 5 pct. Hidtil har arbejdsskademyndighederne og forsikringsselskaberne arbejdet med en nedre grænse for udbetaling på 15 pct. Derfor risikerer forsikringsbranchen nu at skulle gennemgå tusindvis af "gamle" sager og betale flere milliarder kr. i erstatning, fordi dommen for nogle tilskadekomne har tilbagevirkende kraft helt til 1978. Tre af de store danske forsikringsselskaber på området har allerede hensat 2,4-2,6 mia. kr. til mulige erstatningsudbetalinger.
NYE KONKURRENTER KAN BREMSE PRISSTIGNINGER
Det kan blive vanskeligt for de etablerede forsikringsselskaber med en stor portefølje af arbejdsskadeforsikringer at hæve præmierne i det ønskede omfang efter tirsdagens højesteretsdom om erstatning for mindre erhvervsevnetab. Det vurderer flere mæglere. Nye aktører står klar til at tage markedsandele, og her skaber dommen en kløft i markedet. De gamle selskaber hænger på en milliardregning for fortidens sager, som de får svært ved at overføre til fremtidens priser uden at tabe terræn. Daniel Pihl, der er senior specialist i det internationale mæglerselskab WTW, tvivler på at priserne kommer til at stige særlig meget, da nye aktører kan melde sig på banen og tilbyde skarpe priser.
MANDLIGE TOPCHEFER HALTER EFTER PÅ BARSEL: "IKKE ET PRIVAT VALG UDEN BETYDNING"
Gine Maltha Kampmann, der er øverste chef i tænketanken Equalis, har vendt og drejet statistikker om barsel og har konkluderet, at der ikke er mange topchefer, der har holdt en længere barsel. Resultatet ligger i en ny analyse, hvor man kan se, hvordan udvidelsen af den øremærkede barsel har haft stor betydning, ikke mindst for hvor meget orlov fædre generelt holder. Analysen viser, at danske fædre gennemsnitligt holder 11 ugers barsel, hvilket er tæt på en fordobling, når man sammenligner med data fra før reformen i 2022. Mandlige administrerende direktører i virksomheder med flere end 50 ansatte holder i gennemsnit seks uger.
BUSINESS.DK
TRUMP BLIVER IGEN AFVIST - NU ER EN EPOKE I USA FORBI
Jerome Powells sidste rentemøde i spidsen for USA's centralbank markerer slutningen på en epoke fyldt med økonomiske kriser og politiske angreb fra USA's præsident, Donald Trump. Powell forlader lederposten for en institution, der ikke kender sin nye retning. Renten blev ikke rørt på dette møde og ligger dermed fortsat på 3,75 pct. Powells afløser, Kevin Warsh, skal håndtere en svær situation med for høj inflation og stigende gæld. Warsh kommer til at stå i spidsen for det næste rentemøde i midten af juni, hvor der også kommer nye prognoser.
BRIAN VIDTØFT NIELSEN HAR I ÅREVIS VÆRET EN BETROET SKATTERÅDGIVER. NU HAR HAN MILLIONGÆLD OG TRUES AF KONKURS
Et drama udspiller sig i disse dage ved Retten i Helsingør, hvor skatterådgiveren Brian Vidtøft Nielsen forsøger at undgå personlig konkurs. Skattemyndighederne, en stor bank og en lang række privatpersoner har næsten 400 mio. kr. i klemme i sagen. Vidtøft Nielsens firma TaxCompany er gået konkurs, og samtidig er han selv blevet mødt af et krav fra skattemyndighederne på omkring 30 mio. kr., som han ikke kan betale. Derfor er han taget under såkaldt rekonstruktion - det, der tidligere hed betalingsstandsning - i forsøget på at undgå personlig konkurs.
.\\˙ MarketWire
