USA/lukning: Alphabet i kæmpe hop trak markedet til rekord
1/5 06:32
Google-ejeren Alphabet og medicinalkæmpen Eli Lilly var blandt de helt store vindere, da aktierne i USA torsdag skiftede et par gear op og noterede endnu en rekord.
Dermed konkluderede markedet i USA også sin bedste måned siden slutningen af 2020.
Fredag morgen synes endnu et sæt rekorder at stå på menuen. Futures indikerer stigninger i de tre indeks på 0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
S&P 500-indekset endte torsdagens handel med et plus på 1,0 pct. til rekorden 7209,03, og Nasdaq-indekset nåede en ny top med sin fremgang på 0,9 pct. til 24.892,31. Dow Jones-indekset steg 1,6 pct., men har stadig et lille stykke op til seneste top.
Udløseren for Alphabets store stigning var onsdag aftens sene regnskab, der faldt sammen med rapporteringer fra Amazon, Microsoft og Meta Platforms, hvor især de to sidstnævnte fik en noget mere kølig modtagelse.
Men positivt er det over en bred kam, at de store teknologinavne stadig for alvor har mod på investeringer.
- Teknologiinvesteringerne viser ingen tegn på at aftage under AI-revolutionen og udgør en af de vigtigste drivkræfter i den nuværende amerikanske økonomi, siger Art Hogan, der er chefstrateg hos B. Wiley Wealth, til Bloomberg News.
ALPHABET OG AMAZON SENDT OP
Blandt enkeltaktierne er regnskabssæsonen nået til de helt tunge drenge i klassen med rapporteringer fra Alphabet, Amazon, Meta Platforms og Microsoft sent onsdag, mens Apples regnskab kom efter lukketid torsdag.
De fem alene udgør omtrent en fjerdedel af hele markedsværdien i S&P 500-indekset.
Regnskaberne var generelt til den positive side, men investorerne reagerede alligevel forskelligt på dem.
Alphabet var i kridthuset med en stigning på 10 pct. til 381,94 dollar. Google-ejeren noterede sig i første kvartal en omsætning på 109,9 mia. dollar mod konsensus om 107,1 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Selskabet kan desuden glæde sig over bedre end ventet salg i cloudforretningen og en stor stigning på 40 pct. sammenlignet med fjerde kvartal sidste år i de betalende brugere af AI-chatbotten Gemini.
E-handelskæmpen Amazon blev sendt en tur i rutsjebanen i eftermarkedet onsdag oven på sit regnskab, hvor det startede med fald og siden blev til et stort plus.
I torsdagens ordinære handel var Amazon igen længe i rødt, inden det hele sluttede med en stigning på 0,8 pct. til 265,06 dollar.
Selskabet slog konsensus blandt analytikerne ved at lande en omsætning på 181,5 mia. dollar i første kvartal. Analytikerne havde inden regnskabet regnet med et salg på 177,2 mia. dollar.
Indtjeningen per aktie landede samtidig på 2,78 dollar mod ventet 1,62 dollar.
Til gengæld var investorerne lidt lunkne ved, at investeringerne i kvartalet voksede til 44,2 mia. dollar, hvilket var over konsensus.
META PLATFORMS STRAFFET FOR LANGT STØRRE INVESTERINGER END VENTET
Meta Platforms, der står bag de sociale medier Facebook og Instagram, leverede også en bedre end ventet toplinje og indtjening i første kvartal, men hovedtemaet i selskabets regnskab var, at der blev lagt yderligere 10 mia. dollar til investeringsprognosen for 2026.
Ifølge Meta Platforms er det blandt andet højere priser på komponenter og flere udgifter til datacentre, der trækker op i investeringsprognosen, der i forvejen er skyhøj i kapløbet om at få udviklet så slagkraftige løsninger inden for kunstig intelligens som muligt.
Aktien faldt med 8,6 pct. til 611,91 dollar.
Softwarekæmpen Microsoft var også i modvind efter sit regnskab, selv om toplinjen i selskabets tredje kvartal, der modsvarer kalenderårets første kvartal, var bedre end ventet.
Ifølge Bloomberg News hænger nedturen sammen med, at der ikke var fart nok på cloud-divisionen Azure, der også står bag Microsofts løsninger inden for kunstig intelligens (AI).
Microsoft faldt med 3,9 pct. til 407,78 dollar.
Medicinalselskabet og Novo-rivalen Eli Lilly kunne i sit regnskab før børsåbningen opjustere forventningerne, og på den baggrund blev aktien sendt op med 9,8 pct. til 934,60 dollar.
Salget af diabetes- og vægttabsmidlet Mounjaro bragede i første kvartal i vejret med 125 pct. fra samme kvartal sidste år til 8,7 mia. dollar. Det var noget over analytikernes forventninger på 7,2 mia. dollar.
Også chipkoncernen Qualcomm var i hopla med en stigning på 15,1 pct. til 179,58 dollar.
Det skete efter meldinger om, at selskabet gør fremskridt på det lukrative marked for datacentre, hvor en af de helt store såkaldte hyperscalere - en stor cloududbyder med massive datacentre i ryggen - er på vej til at benytte sig af Qualcomms chips senere i år.
.\\˙ MarketWire
