GN spås svag start på året for fortsættende forretning og får sænket kursmålet hos Jyske Bank
1/5 08:54
GN har fået sænket kursmålet hos Jyske Bank, der venter en svag start på året, hvor krigen i Mellemøsten ikke har gjort situationen bedre.
Kursmålet sænkes til 110 kr. fra 120 kr., fremgår det af et notat fra Jyske Bank forud for GN's regnskab for første kvartal den 7. maj.
Fokus vil være selskabets fortsættende forretning efter salget af Hearing til Amplifon. Fokus rettes derfor blandt andet mod markedet for Enterprise, der sælger headsets og mødeudstyr.
Her venter Jyske Bank en negativ organisk vækst.
- Vi ser derfor en øget risiko på guidance, hvor forventningerne til den organiske vækst i forvejen så lidt optimistiske ud. Der er derfor en risiko for, at GN kommer ud og indsnævrer forventningerne i nedadgående retning, skriver Jyske Banks aktieanalytiker Janne Vincent Kjær og tilføjer:
- Derudover vil markedet holde et skarpt øje med indtjeningskvaliteten i den tilbageværende forretning, hvor GN i 2026 kommer til at stå med en forhøjet omkostningsbase.
Derfor fastholdes anbefalingen for aktien i GN på hold, "indtil vi har større afklaring omkring den fremtidige indtjening".
GN-aktien faldt torsdag med 1,2 pct. til 95,74 kr.
Samlet er aktien faldet med 10,3 pct. for året.
.\\˙ MarketWire
