Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens nyheder fra danske medier med Forenet Kredit, GLS og Københavns Lufthavn

4/5 07:18

BØRSEN.DK

NASDAQ LEMPER REGLER FOR GIGANOTERING - OG ÅBNER VINDUE FOR SPEKULATION

Lige som Space X sigter mod en børsnotering i løbet af sommeren, har reglerne for optagelse i det teknologitunge Nasdaq 100-indeks fået en opgradering. Når store selskaber rammer børsmarkedet kunne de fra fredag den 1. maj springe ventetiden over og komme ind i indekset på fasttrack. Der er også blevet slækket på krav, som tidligere skulle sikre indeksets likviditet, samt åbnet et vindue for, at aktive investorer kan spekulere i kursgevinster, når Elon Musks rumeventyr rammer børsen. Otto Friedrichsen, der er viceinvesteringsdirektør hos Formuepleje, mener, at der er tale om et risikabelt træk fra Nasdaq.

BOMBE FRA USA'S HØJESTERET FORUD FOR MIDTVEJSVALG: TRUMP OG REPUBLIKANERNE JUBLER

En ny opgørelse fra USA's højesteret åbner for, at republikanske delstater kan tegne ny valgdistrikter og sikre sig flere pladser i Repræsentanternes Hus før det afgørende midtvejsvalg i november, hvor USA's præsident Donald Trumps magt er på spil.

OPGØR OM BOLIGLÅN ESKALERER: LÆKKET NOTAT FRA NYKREDITS EJER SKABER VREDE HOS GIGANTER

Opgøret om det næsten 2000 mia. kr. store marked for boliglån tager nu kraftigt til i styrke. Forenet Kredit, der ejer 78,9 pct. af Nykredit, er begyndt at gøre sig konkrete tanker om, at politikerne bør indføre strammere regler for bankernes såkaldte prioritetslån, der konkurrerer direkte med de traditionelle realkreditlån. Det fremgår af et ikkeoffentliggjort notat af Forenet Kredit. Notatet lægger op til flere konkrete indgreb over for bankernes prioritetslån, der i stigende grad er populære, når danske boligejere låner penge. Formålet er ifølge Forenet Kredit at sikre, at der er ens regler for boliglån, uanset om de ydes via realkreditten eller af bankerne som prioritetslån.


FINANS.DK

GLS-CHAUFFØRER TRÆKKER SPOR AF HVIDVASK OG FIKTIVE FAKTURAER

En af af Europas største pakkedistributører, GLS, benytter danske underleverandører, der trækker tråde til sager om fiktive fakturaer, skattesnyd og konkurskarantæner. Gennem fem måneder har Finans samlet oplysninger om disse underleverandørers identiteter og ledelsesmedlemmers historik gennem retsdokumenter, aktindsigter, interviews og fotodokumentation. Kortlægningen viser for eksempel, hvordan direktører i nuværende underleverandører til GLS har været involveret i selskaber, der har brugt falske fakturaer til at nedbringe skat og moms. Finans har i alt identificeret 11 nuværende og tidligere GLS-leverandører, der kan kobles til sager om skattefusk og groft uforsvarlig forretningsførelse.

DIREKTØR I KØBENHAVNS LUFTHAVN: USIKKER GEOPOLITISK SITUATION KAN PÅVIRKE INTERNATIONALE REJSEMØNSTRE

De stigende flybrændstofpriser, som hænger uløseligt sammen med krigen i Mellemøsten, har endnu ikke haft "signifikant effekt" på trafikken i Københavns Lufthavn. Sådan lyder det fra lufthavnen i en pressemeddelelse. Meldingerne kommer i forbindelse med, at lufthavnen offentliggør passagertal for april. Og med 2,837 mio. er der for årets fjerde måned tale om det største antal nogensinde. Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavne A/S, pointerer dog, at den geopolitiske situation fortsat er usikker og kan påvirke internationale rejsemønstre.

TRODS GLOBAL URO: DISCOUNTKÆDER I PLUDSELIG PRISKRIG

For få dage siden lød meldingen fra den store markedsleder, at priserne på danske dagligvarer ville stige i den kommende tid. Fredag blev situationen imidlertid vendt på hovedet i dagligvarehandlen. Nu er der pludselig sat gang i en priskrig, hvor flere aktører melder, at en lang række varer i deres discountbutikker nu sænkes med mere faste, lave priser. Fredag morgen oplyste Lidls danske direktør, Georgios Tokatlis, i et interview med Finans, at den tyskejede discountkæde, som er den mindste af de fire på det danske marked, vil indlede en offensiv. I løbet af de kommende uger vil kæden sænke priserne på i første omgang 200 dagligvarer i sine 171 danske butikker. Senere fredag meddelte Salling Group, at koncernen også vil sænke priserne.


BUSINESS.DK

OFFENTLIGT ANSATTE HAR NÆSTEN DOBBELT SÅ MANGE SYGEDAGE SOM I DET PRIVATE: HER GEMMER SIG 11.700 EKSTRA HÆNDER

En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, DA, viser, at tusindvis af offentligt ansatte går glip af arbejde på grund af sygdom i et omfang, der langt overstiger det private arbejdsmarked. Offentligt ansatte har i gennemsnit 13,3 sygedage om året mod 7,9 i den private sektor. Forskellen er så markant, at den alene kunne frigive 11.700 fuldtidsansatte, hvis det offentlige kunne matche den private sektors sygefravær i de samme job. Kommunernes Landsforening erkender problemet. Men eksperter advarer om, at det ikke er så simpelt.


.\\˙ MarketWire