AL Sydbank løfter Demant til "køb" efter første kvartal
6/5 06:34
Demant har startet 2026 bedre end forudset, viste tirsdag aftens kvartalsopdatering fra høreapparatkoncernen, og på den baggrund har AL Sydbank hævet sin anbefaling af aktien til "køb".
- Demant indleder 2026 klart bedre end ventet. Udviklingen er på positivsiden både drevet af en generel bedring på høreapparatmarkedet og vundne markedsandele som følge af især en positiv lancering af høreapparatet Oticon Zeal, hedder det i en kommentar fra senioranalytiker Søren Løntoft Hansen.
- Med udgangspunkt en attraktiv værdiansættelse, den stærke indledning på 2026, generel bedring på markedet for høreapparater og meldingen om større sandsynlighed for at lande i den øvre ende af prognoseintervallet for den organiske vækst og EBIT end det modsatte, øger det vores appetit på Demant-aktier.
Tidligere lød anbefalingen af Demant hos AL Sydbank på neutrale "hold".
Søren Løntoft Hansen bider mærke i, at den organiske vækst i årets første tre måneder var på 6 pct. mod konsensus på ventede 4 pct., mens salgstilgangen fra opkøb på 10 pct. også er lidt mere end forudset.
Særligt forretningen med navnet Hearing Aids, der dækker over engrossalget, har udviklet sig stærkt med en vækst på 9 pct. mod AL Sydbanks egen forventning på 3 pct. og konsensus på 4 pct.
- Demant har oplevet en betydelig bedring i den organiske vækst i forhold til de foregående kvartaler. Den stærke vækst afspejler dels et lidt højere væksttempo for det globale høreapparatmarked. Hertil kommer vundne markedsandele, der er drevet af lanceringen af Demants høreapparat Oticon Zeal, som både har øget stykvæksten og den gennemsnitlige salgspris i kvartalet.
I forbindelse med tirsdagens melding har Demant oplyst, at den organiske vækst i 2026 fortsat ses ende i 3-6 pct., mens driftsresultatet (EBIT før særlige poster) stadig vil lande i 4100-4500 mio. kr. Det er dog ifølge selskabet nu "mindre sandsynligt", at resultaterne ender i den lave ende af intervallerne.
- Vi ser særdeles positivt på Demants indledning på 2026, der er klart bedre end ventet. Vi anser det desuden som positivt, at der både er bedring at spore på det generelle høreapparatmarked, ligesom vi ser positivt på den stærke lancering af Oticon Zeal og de deraf vundne markedsandele i kvartalet.
- Det ligner dermed i vores optik, at Demant er sluppet fri af den afmatning, der har præget høreapparatsektoren og Demant de seneste år. Vi har tidligere argumenteret for, at værdiansættelsen af Demant på de nuværende kursniveauer absolut ikke har set anstrengt ud, men vores "hold"-anbefaling på Demant-aktien har knyttet sig til usikkerhed om varigheden af den vækst afmatning, som selskabet har befundet sig i.
.\\˙ MarketWire
