Ørsted-topchef mener man er godt rustet til fremtidige udbud
6/5 10:46
Ørsteds administrerende direktør, Rasmus Errboe, ser et Ørsted, som er godt rustet hele vejen rundt til at kaste sig ud i nye investeringer, der skal sikre den danske energikæmpe projekter at arbejde på i fremtiden.
Sådan lyder det på et kald for medierne, kort efter at Ørsted har aflagt regnskab for årets første tre måneder.
- Vi begynder at se, at rammevilkårene udvikler sig i den rigtige retning på alle vores kernemarkeder, også på baggrund af de globale tendenser, siger Rasmus Errboe på mediekaldet.
- Og vi er klar til at gå ind, hvor vi ser den nødvendige værdi for Ørsted.
Flere journalister forsøger undervejs at fiske flere detaljer ud af Ørsted-topchefen, om hvilke kriterier udvikleren kigger efter i forhold til de kommende udbud samt risikoprofilen for projekterne.
Det er dog småt med ord fra topchefen, der gentager budskabet om "værdi over volumen", som nærmest er blevet et mantra, efter at selskabet de seneste år har måtte nedskrive for milliarder.
- Vi udtaler os ikke specifikt om "hurdle rates" og lignende i forbindelse med konkrete udbud. Men det handler om værdi frem for volumen. Og så ser vi naturligvis også på risikoen. Vi vurderer de muligheder, vi står over for, i deres helhed, siger han og uddyber:
- Vi ser på mulighederne for joint ventures. Vi ser på robustheden i det marked, vi befinder os i. Så det er naturligvis en vurdering af, hvor vi står, som vi nøje overvejer hver gang.
Som det ser ud nu, har Ørsted ikke nogen havvindprojekter, som færdiggøres i de første år efter 2027, hvilket har givet anledning, til at flere analytikere og aktionærer har ytret spørgsmål om den fremtidige vækst for selskabet.
Derfor er der også stor interesse for, hvornår Ørsted vil lægge billet ind på nye udbud samt hvor.
Nært forestående er det danske havvindudbud, hvor muligheden for at byde lukker om cirka to uger, altså den 20 maj.
Dette udbud bliver også nævnt af Rasmus Errboe, der i sammen ombæring understreger, at det handler om, at man over hele Europa ser forbedringer i rammevilkårene for havvind.
Forbedringerne gælder hovedsagligt, at der er blevet tilføjet CFD'er til udbuddene, som er differencekontrakter på strøm. Gennem kontrakterne sikrer staten at betale udviklerne en fast pris for strømmen
Og med rammerne for udbygningen af havvind på rette vej, ser han at Ørsted er godt rustet til de fremtidige udbud.
- Vi har lagt et solidt fundament, også set ud fra et kapitalstrukturperspektiv, understreger Rasmus Errboe.
Generelt kigger man mod kernemarkederne i forhold til at byde på nye udbud, men det bliver også nævnt at Ørsted undersøger mulighederne for udbygning af havvind i Victoria i Australien, hvor Ørsted endnu ikke er til stede.
.\\˙ MarketWire
