Genmab i stort fald efter regnskab: Usikkerhed omkring udvidet studie kan være årsag mener analytiker
8/5 10:51
Genmab bliver rundbarberet på børsen i København fredag, efter at medicinalselskabet sent torsdag kom med regnskab for første kvartal.
Selve regnskabet er dog ikke årsagen til kursfaldet, siger AL Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen til MarketWire.
I stedet kan beslutningen om at udvide et studie med midlet petosemtamab til 700 patienter fra 500 være årsagen, om end markedets reaktion er meget voldsom, mener han.
Aktien falder efter en godt halvanden times handel med 11,4 pct. til 1557,50 kr.
På telekonferencen efter regnskabet blev der flere gange spurgt ind til tidsplanen for fase 3-studiet. Gentagne gerne lod Genmabs medicinske direktør, Tahamtan Ahmadi, forstå, at udvidelsen ikke ændrer på tidsplanen.
- Vi har tidligere kommunikeret, at vi havde tanker om at øge størrelsen på studiet, da vi ønsker at sikre, den højeste sandsynlighed for succes.
- Vi har ingen forventning om, at det har betydning for tidsplanen, og vi guider, at der kommer data fra et eller begge af studierne med peto i år, sagde Tahamtan Ahmadi på telekonferencen.
Studiet er udvidet for at øge sandsynligheden for succes, lød forklaringen torsdag.
- Jeg tror måske, at der er nogen, der spekulerer på, om det er en panikdrevet forøgelse, siger Søren Løntoft Hansen, der dog også fastslår, at der er tale om ren spekulation.
- Der er noget støj relateret til udvidelsen, som påvirker.
Støjen omhandler, hvad årsagen til beslutningen om at udvide studiet er, da ledelsen på telekonferencen ikke svarede fyldestgørende på det. Reaktionen er ikke desto mindre voldsom.
- Det overrasker mig, at den støj kanaliserer sig over i et kursfald på 11 pct., men det har intet med regnskabet at gøre, fastslår senioranalytikeren.
Branchemediet Oncology Pipeline skriver, at beslutningen kan skyldes, at de indledende resultater fra studiet ikke har været stærke nok.
Også i Jyske Bank fremhæver man i en analyse beslutningen i Genmab som en kilde til usikkerhed.
- Forøgelsen gav anledning til en del spørgsmål på telekonferencen, hvor stemningen generelt var lidt skeptisk, trods ledelsen fastholdt ordlyden, skriver senioraktieanalytiker Henrik Hallengreen Laustsen i en analyse før børsåbning fredag.
I Jyske Bank deler man usikkerheden, men uden at det bør være årsag til større bekymring, fremgår det videre.
Hos børshusene Barclays, JPMorgan og TD Cowen bemærker man ifølge Bloomberg News, at Genmab skuffede en smule på omsætningen i første kvartal. Barclays-analytiker James Gordon konstaterer videre, at driftsoverskuddet var 10 pct. under konsensus som følge af opkøbs- og integrationsomkostninger på 45 mio. dollar i kvartalet.
.\\˙ MarketWire
