Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarians salg af koppevaccine skuffer i første kvartal - modvirkes af stor ordre mandag

13/5 07:54

Bavarian Nordics koppevaccine blev godt og vel halveret i de første tre måneder af 2026, hvor den ramte et salg på 294 mio. kr. mod 629 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år.

Det var dermed også et større fald end ventet blandt analytikerne, som havde regnet med et salg på 384 mio. kr. ifølge estimater fra selskabet selv.

Udviklingen giver dog med stor sikkerhed ingen grund til bekymring, idet Bavarian i begyndelsen af denne uge oplyste om en stor ordre fra de amerikanske myndigheder på 97 mio. dollar, der også fik det danske selskab til at opjustere forventningerne.

Koppevaccinen, der i USA markedsføres under navnet Jynneos og også kaldes Imvanex og Imvamune, blev særdeles eftertragtet efter et udbrud af abekopper, mpox, tilbage i 2022.

Ordrer på koppevaccinen er ofte bestemt af landenes ambition for at opbygge et beredskab for at sikre sig mod udbrud. De har det derfor med at lande i portioner, og derfor er det ikke usædvanligt med afvigelser, hvilket også understreges af mandagens ordre fra USA.

STÆRKT SALG AF REJSEVACCINER

Salget af rejsevacciner, som udgør det andet store forretningsben, viste i første kvartal en samlet omsætning på 721 mio. kr. i kvartalet mod 680 mio. kr. året inden. Forventningen blandt analytikerne var 699 mio. kr., viser estimaterne fra Bavarian Nordic.

Salget af Rabipur/Rabavert mod hundegalskab løb op i 441 mio. kr. i kvartalet, hvilket skal ses i forhold til 359 mio. kr. i første kvartal sidste år.

Vaccinen Encepur, der bruges mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse, solgte i perioden for 171 mio. kr. mod 204 mio. kr. i de tilsvarende måneder året før.

Og selskabets store satsning, vaccinen mod chikungunya der går under navnet Vimkunya, solgte for 41 mio. kr. i kvartalet.

Vimkunya blev lanceret i foråret 2025 og solgte i sit ufuldstændige første kvartal sidste år for 5 mio. kr.

Bavarian Nordic har et mål om, at salget af chikungunya-vaccinen løber op i 250 mio. kr. i 2026.

.\\˙ MarketWire