Elon Musks Spacex søger officielt børsnotering på Nasdaq
21/5 06:34
Spacex, der er kontrolleret af Elon Musk, verdens rigeste person, har onsdag officielt søgt om optagelse til handel på Nasdaq under tickerkoden "SPCX".
Selskabet vil have to aktieklasser med en A- og en B-aktie, og børsnoteringen skal håndteres af investeringsbankerne Goldman Sachs, Morgan Stanley og Bank of America.
- Efter gennemførelsen af dette udbud vil vi have to klasser af almindelige aktier udstedt og i omløb: Klasse A-aktier og klasse B-aktier. Hver klasse A-aktie giver indehaveren en stemme per aktie. Hver klasse B-aktie giver indehaveren 10 stemmer per aktie, hedder det i børsprospektet.
Rumkoncernen, der også ejer satellitinternet-forretningen Starlink med sine 9600 satellitter i kredsløb, har samtidig lagt regnskabstal frem og oplyser, at omsætningen i første kvartal var på 4,69 mia. dollar.
Heraf stammede 3,26 mia. dollar netop fra "connectivity"-forretningen, mens 619 mio. dollar kom fra rumsegmentet og 818 mio. dollar fra AI-forretningen.
I første kvartal havde Spacex desuden et justeret driftsoverskud, EBITDA, på 1,13 mia. dollar, mens koncernen fik et nettounderskud på 4,28 mia. dollar.
Det har været fremme, at Spacex i forbindelse med sin børsnotering kan få en markedsværdi på mere end 1800 mia. dollar. Det ville i givet fald gøre det til det sjettemest værdifulde selskab i USA - foran Tesla og Meta Platforms med henholdsvis 1570 og 1330 mia. dollar.
Prospektet indeholder i sin nuværende udgave endnu ikke et udbudsinterval for aktierne.
.\\˙ MarketWire
