Tirsdagens aktier: Genmab tog derouten i trykket marked
2/6 17:07
FLSmidth, NKT, DSV og Rockwool var flyvende tirsdag med faldende oliepriser i baghovedet, mens Genmab endte med et solidt fald formentlig relateret til opdaterede studiedata fra en konkurrent.
Ellers hang de fleste selskaber som lidt stangvarer uden specifikke nyheder, der hverken trak op eller ned.
Samlet endte eliteindekset, C25, med et fald på 0,6 pct. til 1752,52 og gik modsat det resterende Europa, der lå men små plusser ved dansk lukketid.
Overordnet handlede det tirsdag mest fortsat om situationen i Mellemøsten, hvor det trak op, at Libanons Hizbollah skulle være gået med til gensidig våbenhvile med Israel, ligesom USA's præsident, Donald Trump, fortsat hævder, at en fredsaftale mellem USA og Iran kan være tæt på.
KLØ TIL GENMAB OG NOVO
Genmab endte i bunden af eliteindekset, og fik tirsdag eftermiddag følgeskab af Zealand Pharma og Novo Nordisk.
Genmab droppede 5,8 pct. til 1544,50 kr. uden selskabsspecifikt nyt. Men det kan være relateret til et fald på 41 pct. hos det franske biotekselskab Abivax efter rapportering om kræfttilfælde i et afgørende klinisk forsøg med lægemidlet mod inflammatorisk tarmsygdom.
- Der er ikke nogen direkte link til Genmab - men når der er sådan noget ude, så trækker det bare tråde til sektoren. Man kan sige, at det lidt et wake-op på, hvor risikabelt det er at være i biotekaktier. For hvis du fejler på noget, så koster det altså, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
Ifølge Jyske Bank kan faldet meget vel hænge sammen med, at investorerne efter lidt tilløb reagerede på data fra en kræftkonference i USA i weekenden, hvor Genmabs partner Johnson & Johnson fremlagde resultater fra et fase 1b/2-studie i hoved- og halskræft.
Det er samme kræftform, som Genmab har satset massivt på, da selskabet sidste år købte det hollandske biotekselskab Merus for 8 mia. dollar, eller over 50 mia. kr.
Opkøbet sikrede Genmab rettighederne til petosemtamab, der testes i fase 3-studier mod hoved- og halskræft. Umiddelbart er Johnson & Johnsons data med amivantamab, også kendt som Rybrevant, dog en anelse bedre end de data, der tidligere er lagt frem med petosemtamab, konstaterer Henrik Hallengreen Laustsen, analytiker i Jyske Bank.
Novo gik 2,5 pct. tilbage til 277,65 kr., og Zealand faldt 2,8 pct. til 304,70 kr. uden specifikke nyheder.
Modsat endte FLS, NKT, DSV og Rockwool, der ofte påvirkes af olieprisernes bevægelser.
- Det er helt klart energipriserne, der spiller ind i dag, siger Mads Zink.
Firkløveret steg mellem 2,1 og 4,5 pct.
PANDORA VENDTE RUNDT
Blandt enkeltaktierne kom Pandora sig hurtigt over mandagens fald, selv om priserne på ædelmetaller - og herunder også sølv, som er smykkekoncernens vigtigste råvare - steg.
Smykkeaktien faldt mandag med 3,4 pct. oven på en lang og stærk stime med plusser hele ti handelsdage på stribe. Tirsdag steg aktien igen:
- Pandora er en af de aktier, der har været i modvind i meget lang tid. Så der er lidt "catch-up" i den. Og vi er jo der nu, hvor det ikke kun er sølvprisen, der spiller ind, siger Mads Zink.
Smykkeaktien gik frem med 0,7 pct. til 584,60 kr.
Bavarian Nordic og Ambu vil fra 22. juni ikke længere være at finde i det brede europæiske Stoxx 600-indeks, som rummer nogle af Europas mest værdifulde selskaber.
Ambu faldt 1,7 pct., mens Bavarian gik 0,9 pct. tilbage.
.\\˙ MarketWire
