Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nykredit venter økonomisk "ringere" 2026 - men dog et år med vækst

4/6 09:19

Konflikten i Mellemøsten sætter sine tydelige spor på alverdens økonomier - og den danske er ingen undtagelse.

I Nykredit Markets slår Frederik Engholm, der chef for makro og strategi, da også fast, at "udviklingen i den globale økonomi vil i den resterende del af 2026 i vidt omfang blive dikteret af situationen i Hormuzstrædet".

- Bliver blokaden af strædet mod forventning i bred forstand opretholdt, så vil verden i stigende grad mærke konsekvenserne af den vigende forsyning af energi og afledte produkter, anfører han i sin sommer-update på økonomien.

Han mener dog ikke, at blokaden vil fortsætte:

- Allerede nu er der tegn på, at blokaden er mindre intens end tidligere under Iran-krigen. Samtidig lader der til at være nogen fremdrift i forhandlingerne. Derfor forventer vi også, at 2026 økonomisk set bliver ringere end håbet – men trods alt et år med vækst, påpeger Frederik Engholm.

Der er dog stadig risiko for, at krigen ikke "bare" bliver et spørgsmål om et kortvarigt inflationsstød, småjusteringer til væksten og plus/minus et par renteforhøjelser eller nedsættelser på tværs af centralbankerne – det kan ende et mere alvorligt sted.

- Denne ganske præsente risiko, som har sit udspring i geopolitikken, gør prognose-mageri mere vanskeligt end normalt. Året har allerede budt på flere prognoserevisioner, og nærværende sommer-update vil have et kortere format end normalt, da betydelige tilpasninger til forventningerne kan vise sig nødvendige inden for bare uger, lyder det fra Nykredit Markets-chefen.

Prognosen er baseret på forventningen om, at passagen - og dermed transporten af olieprodukter - gennem Hormuz gradvist bliver normaliseret fra slutningen af juni og frem mod sommerens udgang. Derfor venter Nykredit, at oliepriserne kravler mere konsekvent under 100 dollar per tønde i juni og har pil ned frem mod efteråret.

- Vi forventer, at vækstslaget fra Iran-konflikten vil blive omkring 0,5 pct. - lidt mindre i USA og lidt mere i Asien og Europa. Vi ændrer ikke på vores forventninger til centralbankerne, hvor vi stadig venter to forhøjelser fra ECB i sommer og lempelser fra Fed fra december, lyder det fra Frederik Engholm.

USA STÅR BEDST

At USA ventes at klarer sig med de færreste knubs skyldes, at USA har en dominerende position som olieproducent og derfor begrænset energiimportafhængighed.

- Men økonomien er langt fra upåvirket af konflikten i Mellemøsten. For et meget lavt niveau af energiafgifter betyder, at stigninger i oliepriser slår ret direkte i gennem på forbrugere og virksomheder. Et betydeligt kraftigere gennemslag end i Europa, hvor faste afgifter betyder lavere procentuelle stigninger på prisen ved benzinstanderen. Desuden har europæere et markant lavere benzinforbrug, siger Frederik Engholm og fortsætter:

- Til gengæld rammes gaspriser slet ikke, og elpriser stort set ikke i USA. Ikke desto mindre så mærker USA et stød til inflationen, som samlet set ikke er markant anderledes end det europæiske.

Nykredit påpeger i analysen, at eurozonens vækstacceleration er udskudt til sidst på året:

- Chokket fra Mellemøsten rammer som bekendt hårdere i Europa end i USA, da vi importerer næsten al vores fossile energi. Foruden stigninger i benzin- og dieselpriser rammes europæerne af højere priser på naturgas og derigennem højere strømpriser, som følge af uroen i Mellemøsten, siger makrochefen.

Samlet er energiprisstigningerne et mærkbart slag til væksten i eurozonen, som Nykredit fra årets start forventede skulle vinde fart.

- Men de nye omstændigheder dæmper forventningerne til både væksten i forbruget og i industrien på kort sigt og betyder, at en acceleration i væksten må vente til sidst på året, siger Frederik Engholm.

.\\˙ MarketWire