Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Skidt start med Broadcom som taber efter skuffende prognose

4/6 15:44

En skuffende prognose fra den amerikanske chipkæmpe Broadcom sender fra åbning de amerikanske aktier i fald, da selskabets regnskab efter børslukning onsdag øger tvivlen om, hvorvidt det voldsomme opsving i teknologiaktierne er gået for vidt.

Broadcom-aktien sendes kort efter børsåbning til tælling med et fald på 14,7 pct., efter at selskabet har leveret en skuffende prognose for det AI-relaterede chipsalg.

Nasdaq-indekset falder 0,9 pct., mens S&P-indekset dykker 0,2 pct. Derimod stiger Dow Jones-indekset med 1,1 pct.

Onsdag var aktierne over en bred kam på tilbagetog efter ni dage med plusser og seks lukkerekorder i streg, hvilket var udløst af nye fjendtligheder mellem USA og Iran.

Den amerikanske præsident Donald Trump, udtrykte onsdag aften tro på fremskridt i forhandlingerne med Iran, herunder at der kunne være fremskridt inden weekenden. Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, har dog afvist, at der sker fremskridt i forhandlingerne, skriver Reuters, der tilføjer, at de ringe fremskridt risikerer at holde oliepriserne på et højt niveau og dermed skærper inflationsfrygten.

BROADCOM SÆTTER EN STOPPER FOR AI-OPSVING

- Broadcom oplever, at det ikke er nok at indfri og endda let overgå forventningerne, når markedet stiller så høje krav, udtaler markedschef hos AJ Bell Dan Coatsworth ifølge Reuters.

I andet kvartal steg salget af AI-halvledere med 143 pct. til 10,8 mia. dollar, og i tredje kvartal ventes væksten at accelerere til 200 pct. til 16 mia. dollar.

Det skuffer dog ifølge konsensusestimatet indsamlet af Bloomberg News på 17,2 mia. dollar.

Andre chipproducenter sendes med i dybet, idet aktien i Micron Technology og Marvell Technology dykker omkring 5-6 pct. kort efter børsåbning.

Wall Streets rekordstore stigninger er stagneret i ugens løb, hvilket betyder, at S&P 500-indeksets serie på ni uger i streg med stigninger ser ud til at stoppe. Situationen mellem USA og Iran har bidraget til denne udvikling.

Hvis S&P 500-indekset får vendt stemningen til endnu en uge i grønt, vil det være blot fjerde gang siden 1930, at indekset er steget 10 uger i streg.

- Værdiansættelserne ser lidt oppustede ud i visse dele af markedet, hvor stigningerne har været størst i de seneste uger, udtaler aktiestrateg hos Bank J Safra Wolf von Rotberg ifølge Bloomberg News og tilføjer:

- Det er ikke usandsynligt, at der sker et skifte i aktiemarkedet på dette tidspunkt, hvor andre drivkræfter end teknologisektoren tager over.

Af andre nyheder starter et investor-roadshow for Elon Musks SpaceX torsdag forud for selskabets børsnotering den 12. juni. Målet er at rejse 75 mia. dollar i en rekordstor børsnotering, der vil værdisætte selskabet til 1750 mia. dollar og dermed stryge direkte ind på listen over de 10 største børsnoterede selskaber i USA, skriver Reuters.

CIENA SENDES NED AF BROADCOM

Selv om den amerikanske it-netværkskoncern Ciena torsdag før børsåbning har leveret et solidt regnskab, betyder modvinden mod de AI-relaterede aktier, at aktien dykker med 15,9 pct.

Regnskabet for det forskudte andet kvartal viser en vækst i salget på 40 pct. til 1,57 mia. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde ventet 1,51 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie er tæt ved firdoblet til 1,64 dollar fra 0,42 dollar, hvor analytikerne kun havde ventet en fremgang til 1,46 dollar.

AI-euforien har dog haft et godt tag i Ciena-aktien, der er steget mere end 150 pct. siden nytår og er mere end syvdoblet over det seneste år.

Inden for sundhed sendes aktien i Unitedhealth frem med 5,2 pct., efter at BofA Global Research har hævet sin anbefaling af sygekasse-aktien til "køb" fra "neutral", skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire