Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: Store plusser til Zealand og Mærsk bidrog til grønt C25

4/6 17:05

Zealand Pharma blev den store vinder i det grønne danske eliteindeks, C25, der blev sendt op efter tre dage i streg med fald.

C25-indekset lukkede torsdagen i plus på 1,3 pct. til 1756,77, mens det for hele den forkortede handelsuge landede med et fald på 1,6 pct. inden den forlængede weekend grundet grundlovsdag.

Blandt højdespringerne var desuden Mærsk-aktierne, der steg mest i tre måneder efter tegn på kraftigt stigende rater på containerfragt.

Derudover var situationen i Mellemøsten fortsat i fokus, hvor prisstigninger på olie i ugens løb har bidraget til negativ stemning. Torsdag var der småt med nyt fra fredsforhandlingerne, selv om den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag aften udtalte, at der kan være fremskridt inden weekenden. Den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, har dog afvist, at der sker fremskridt.

ZEALAND I TOP INDEN DIABETESKONFERENCE

Zealand Pharma steg kraftigt forud for weekendens præsentationer på ADA-diabeteskonferencen i New Orleans i USA.

- Det kan være, at der er nogle forventninger til, at der kan komme nogle positive ting derfra, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank over for MarketWire.

Aktien er den mest shortede på den danske fondsbørs, så opturen kan også være forstærket af shortinvestorer, der køber aktier tilbage forud for konferencen, pointerede chefhandleren.

Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, noterede desuden kommentarer fra finanshuset Jefferies, der forud for konferencen har holdt møde med et par topchefer fra selskabet, og her oplever analytikerne en stigende begejstring omkring selskabets forsknings- og udviklingsprojekter i den tidlige fase.

Samlet endte Zealand Pharma torsdag med et plus på 9 pct. til 326,30 kr.

MÆRSK MED I TOP

Med i toppen placeres Mærsk-aktierne efter tegn på kraftigt stigende rater på containerfragt.

Raterne på containerfragt er i denne uge steget for femte uge i træk - og denne gang ganske markant. Det viser de seneste tal fra World Container Index (WCI) fra analysehuset Drewry.

WCI-indekset er i ugen frem til den 4. juni steget med 22,6 pct. til 3432,93 dollar. I løbet af de nu fem uger med uafbrudt fremgang er indekset dermed steget 55 pct. - fra et niveau på 2216,42 dollar, inden stigningerne satte ind.

Fredag kommer der som vanligt mere nyt om prisudviklingen i containerraterne, når rateindekset SCFI, der ligeledes baseres på spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden, sendes ud.

Mærsk B-aktien steg med 8,3 pct. til 17.815 kr.

Med blandt aktierne i plus var desuden Novo Nordisk med en stigning på 4,4 pct. til 283,85 kr.

ANALYTIKERNYT TIL ROCKWOOL OG FLSMIDTH

Med til at skubbe aktierne i grønt var en række analytikernyt, hvor Rockwool fik rygklap fra Nordea mens FLSmidth fik positivt nyt fra Bank of America.

Nordea hævede sin anbefaling for aktien i Rockwool til "køb" fra "hold" med et dertilhørende kursmål på 230 kr.

Nordea henviser i et analysenotat til, at aktiekursen er faldet tilbage til omtrent samme niveau som i 2018, ligesom der henvises til en markant underpræstation i forhold til sammenlignelige selskaber samt en række potentielle efterspørgselsdrivere.

Rockwool-aktien steg med 0,7 pct. til 199,30 kr.

Bank of America løftede sin anbefaling af ingeniørkoncernen FLSmidth til "køb" fra "neutral", hvilket gør den amerikanske storbank til det syvende børshus, som har hævet sin anbefaling for aktien til "køb" eller tilsvarende efter regnskabet for første kvartal i midten af maj.

FLSmidth-aktien øgede med 3,2 pct. til 530,50 kr.

.\\˙ MarketWire