USA/tendens: SpaceX stiger i formarkedet på grøn dag
15/6 14:22
Også i USA er der udsigt til en dag, hvor markederne bliver klædt i grønt, efter at USA og Iran er blevet enige om en fredsaftale, som dog stadig mangler de endelige underskrifter.
Det sender futures for de tre ledende indeks op med Nasdaq i front med et plus på 2,1 pct., mens futures for S&P 500 og Dow Jones stiger mere behersket med henholdsvis 1,3 pct. og 0,9 pct.
Aftalens indhold er stadig ukendt, men det har uanset øget handlernes håb om at Hormuzstrædet kan blive genåbnet snarest.
På den amerikansk regulerede bettingplatform Kalshi ser 59 pct. af handlerne sandsynlighed for en fuld åbning af det vigtige stræde inden 1. august.
- Det siger for mig, at der stadigvæk er en sandsynlighed i markedet, som er ret betydelig for, at vi ikke får det fremskridt, som vi ønsker os. Og det betyder så også, at lykkes det rent faktisk at klinke en aftale, der genåbner Hormuzstrædet, og er der ikke for meget forstyrrelse i den forbindelse, så burde der også være plads til, at aktierne kan stige mere herfra, siger Frederik Romedahl Poulsen, chefstrateg i Velliv, til MarketWire.
TEKNOLOGIAKTIER OG SPACEX I FOKUS
Der er fortsat stort fokus på Elon Musks selskab SpaceX, som ramte det amerikanske aktiemarked fredag som en bombe.
Aktien sprang op og lukkede 19,2 pct. højere i 160,92 dollar mod noteringsprisen, som lød på 135 dollar.
Mandag indikeres aktien 5,9 pct. højere, når markedet åbner på Wall Street.
Blandt de førende teknologiaktier i USA, som også er kendt som "Magnificent Seven", er der også kun plusser at spore.
Amazon stiger mest i formarkedet med 2,2 pct. efterfulgt af Nvidia, Google-ejeren Alphabet, og Microsoft, som alle ligger 1,7 pct. højere i formarkedet.
Tesla og Meta stiger 1,4 pct. mens Apple ligger 0,6 pct. højere.
FOX SENDES NED I FORMARKEDET EFTER OPKØB
Mediekoncernen Fox har købt teknologiselskabet Roku i en handel til en værdi af 22 mia. dollar, oplyser selskabet ifølge Bloomberg News.
Opkøbet ventes afsluttet i første halvdel af 2027 og vil blive finansieret delvist kontant og delvist af aktier. Konkret vil Fox betale 96 dollar og 0,9693 aktier i Fox per aktie i Roku.
Allerede fredag lød rygtet, at et muligt opkøb af Roku var under opsejling. Det sendte fredag aktien i vejret med over 20 pct., og i mandagens formarked bliver aktien sendt yderligere i vejret med 1,7 pct. til 146,14 dollar.
Med en købspris på 160 dollar per aktie svarer det til en præmie på 11,4 pct., mens det sammenlignet med lukkekursen i 119,64 dollar før rygterne udgør en præmie på knap 34 pct.
Fox falder 8,8 pct. i formarkedet efter nyheden. Fredag faldt aktien 4,0 pct.
.\\˙ MarketWire
