SpaceX fortsætter opturen - Elon Musk spår omsætning på 1000 mia. i 2030
15/6 16:13
Der er fortsat stor rift om aktierne i SpaceX, som fredag bankede ind på børsen med et plus på 19,2 pct. over introduktionskursen.
Mandag stiger aktien nemlig yderligere 8,1 pct. til 173,92 dollar.
Fredag gik SpaceX med Elon Musk som topchef og stifter på børsen med en introduktionskurs på 135 dollar, hvilket svarede til en markedsværdi på knap 1800 mia. dollar. Det gjorde SpaceX til den klart største børsdebutant i historien.
Mandag lyder det også, at SpaceX formåede at rejse 85,7 mia. dollar i sin børsnotering. Planen lød oprindeligt på 75 mia. dollar, men det samlede bruttoprovenu omfatter derudover fuld udnyttelse af emissionsbankernes overtildelingsoption til at købe yderligere 83,3 mio. aktier, skriver Bloomberg News.
På det sociale medie X, som i øvrigt hører under SpaceX, skriver Elon Musk desuden, at han mener, at SpaceX "måske" kan nå 1000 mia. dollar i omsætning i 2030.
Med den efterfølgende optur på henholdsvis 19,2 pct. og 8,1 pct. lyder værdien nu på knap 2300 mia. dollar. Det placerer SpaceX som nr. 6 på listen over verdens mest værdifulde selskaber mellem handelskæmpen Amazon og den taiwanske chipproducent TSMC.
Til sammenligning har Tesla, som Elon Musk også står i spidsen for, en markedsværdi på godt 1500 mia. dollar, mens verdensetteren Nvidia er lige over 5000 mia. dollar værd.
.\\˙ MarketWire
