Slut med Magnificent 7 - gør klar til Fab 10
17/6 06:35
I en lang periode har investorer og analytikere talt om "Magnificent 7", men det udtryk eller den definition er efterhånden ved at være forældet.
Flere af selskaberne er nemlig blevet overhalet indenom og hører derfor ikke længere til de syv største teknologinavn i USA.
De er dog alle sammen, Amazon, Alphabet, Apple, Meta Platforms, Microsoft, Nvidia og Tesla, stadig meget vigtige aktier i verdens mest dynamiske aktiemarked. De har bare fået selskab.
Og derfor bør man i stedet tale om "Fab 10", altså de fantastiske ti.
Den helt store forandring er sidste fredags børsnotering af Spacex. Ganske vist er det kun en meget lille del af selskabets aktier, der er i fri handel, omtrent 5 pct., men den er ikke bare blevet noteret til en markedsværdi på 1770 mia. dollar, men sidenhen steget næsten 50 pct. til næsten 2640 mia. dollar.
Og det placerer rumkoncernen, der med den begrænsede free flow kan få svært ved at komme hurtigt ind i de store aktieindeks, som nummer seks i USA målt på markedsværdi. Foran Tesla og foran Meta Platforms samt lige omkring både Amazons og Microsofts niveau.
- SpaceX hører nu hjemme i samme samtale som verdens vigtigste virksomheder, hedder det ifølge Yahoo Finance i en kommentar Vanda Research.
- Hvis de seneste år har været domineret af Magnificent Seven, var Spacex' børsnotering måske det tydeligste tegn endnu på, at investorer begynder at fokusere på det, vi kalder Fab Ten. Det er Mag Seven plus Spacex samt de fremtidige børsnoteringer af OpenAI og Anthropic.
Både OpenAI og Anthropic har ansøgt de amerikanske børsmyndigheder om tilladelse til at "go public", og de har hver især ved deres seneste kapitalrejsninger i henholdsvis marts og maj været prissat til 852 og 965 mia. dollar. Men det kan potentielt blive til meget mere, når aktierne udbydes i det generelle marked.
- Tilsammen repræsenterer disse virksomheder fremtiden for AI og teknologi, som vil definere det næste årti, pointeres det fra Vanda Research.
"Fab 10" er samtidig en forkortelse af "Frontier AI & Big Tech 10"
Nogen vil nok også pege på, at "Magnificent 7" allerede var lidt anskudt af udviklingen. Broadcom har eksempelvis i et stykke tid været mere værd end både Tesla og Meta Platforms, samtidig har rekordridt hos både Eli Lilly og Micron Technology lemmet begge aktier ind i 1 billion dollar-klubben.
.\\˙ MarketWire
