Asien: Bud efter teknologi i blandet landhandel
18/6 06:32
De asiatiske aktiemarkeder ligger uens torsdag, hvor investorerne vurderer fremskridtene hen imod en afslutning på krigen i Mellemøsten.
USA's præsident, Donald Trump, underskrev sent onsdag den midlertidige fredsaftale, hvilket sender oliepriserne ned og delvist smitter af i rentemarkedet.
Renterne var dog steget markant inden, da meldinger fra det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, viser forventninger om højere renter inden årets udgang.
Præsident Trump undlader dog som vanligt ikke at true de iranske ledere med at genoptage angrebene og dræbe iranske embedsmænd, hvis de ikke overholder deres forpligtelser.
- Stor geopolitisk risiko fortsætter og vil også fortsat være en vigtig drivkraft for markedsudviklingen, siger analytiker Kyle Rodda fra Capital.com ifølge Reuters.
Men umiddelbart giver udviklingen stigninger i de teknologitunge asiatiske aktieindeks, der dog modsvares af fald i de kinesiske aktier.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdets aktier uden for Japan er uændret.
De amerikanske indeksfutures indikerer stigninger på 0,6-1,4 pct. - med størst vægt på teknologisegmentet.
Det japanske Nikkei-aktieindeks er igen på himmelflugt og ligger på rekordhøjt niveau efter formiddagens handel i Tokyo.
Indekset bryder 71.000-niveauet for første gang efter solide stigninger i halvleder- og AI-relaterede aktier. Indekset stiger 1,7 pct., mens Topix-indekset øger 1,4 pct.
Udsigterne til nye stigninger i det amerikanske teknologisegment trækker også Taiwans Taiex-indeks og Sydkoreas Kospi-indeks op. Begge indeks er præget af chip og AI-relaterede papirer og torsdag øger begge 1,2 pct.
De kinesiske aktiemarkeder er mere tilbageholdende. Hongkongs Hang Seng falder 2,0 pct., mens Shanghai Composite dropper 0,7 pct. og CSI 300 viger 0,2 pct.
Singapores Strait Times-indeks stiger 0,1 pct., mens Sydneys ASX-indeks står til at lukke med et tab på 0,4 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +1,7 |
| Topix | +1,4 |
| Hongkongs Hang Seng | -2,0 |
| China Shanghai Composite | -0,7 |
| China CSI 300 | -0,2 |
| Taiwan Taiex | +1,2 |
| Sydkoreas Kospi | +1,2 |
| Singapores STI | +0,1 |
| Sydney ASX 200 | -0,4 |
Indeksværdier kl 5.50
.\\˙ MarketWire
