Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Rockwool og H+H kan få medvind i ventet svag åbning

18/6 08:22

Det danske aktiemarked risikerer torsdag at komme tilbage i den negative gænge, efter at den nye amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, har vist sig mere høgeagtig end frygtet.

Det sendte onsdag aften et mindre chok gennem de amerikanske aktiemarkeder, der endte med fald i niveauet 1,0-1,3 pct.

Et lille plaster på såret er dog, at USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet det forståelsespapir, der danner baggrund for en aftale med Iran.

Det lægger pres på oliepriser og renter, mens de amerikanske aktieindeksfutures sendes den modsatte vej med et plus på 0,7 pct. for S&P 500-indekset til følge.

Når det hele er lagt sammen peger futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er et godt barometer for det danske aktiemarked, mod et fald på 0,3 pct., når handlen starter klokken 9.

Onsdag var stemningen herhjemme positiv med en stigning på 0,9 pct. til 1761,44 for C25-indekset, der blev drevet i vejret af solide plusser for Genmab, Vestas og Novo Nordisk.

Lavere energipriser kan hjælpe Rockwool og H+H International, der også har fået en løftet anbefaling.

ROCKWOOL KAN BLIVE HJULPET AF LAVERE ENERGIPRISER

Rockwool kan få lidt medvind torsdag fra energipriserne, der falder efter underskrivelsen af den foreløbige fredsaftale mellem USA og Iran.

Lavere energipriser er alt andet lige positivt for den danske isoleringskoncern, der har en energitung produktionsproces.

Isoleringsaktien lukkede onsdag med en stigning på 0,1 pct. i 215,20 kr.

Lavere energipriser kan også hjælpe porebetonkoncernen H+H International, der også har fået sat sin anbefaling op til "køb" fra "hold" hos finanshuset DNB Carnegie.

Kursmålet for H+H-aktien, der onsdag steg 0,3 pct. til 91,50 kr., er sideløbende blevet sat op med mere end 70 pct. til 139 kr. fra førhen 81 kr. af analytiker Alexander Borreskov.

Underskrivelsen af den foreløbige fredsaftale kan modsat få en negativ effekt på Mærsk, der onsdag faldt 1,2 pct. til 15.780 kr.

Lundbeck kan også blive hjulpet af nyt fra analytikerkorpset, da Nordea har hævet sit kursmål for aktien til 60 kr. fra 57 kr. med en fastholdt købsanbefaling.

Lundbeck-aktien steg onsdag 0,3 pct. til 42,32 kr.

Længere ude blandt sidepapirerne har Tivoli løftet sløret for et nyt forlystelsesunivers i sit tidligere Asien-område.

Fremover vil området, der blandt andet huser Dæmonen, blive kaldt Hikari. Området vil byde på japansk-inspireret arkitektur, original japansk kunst og streetfood midt i København.

Satsningen har kostet et trecifret millionbeløb, oplyser Tivoli, der onsdag endte uændret i 626 kr.

.\\˙ MarketWire