Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Fredsaftale bringer plusserne tilbage

18/6 15:40

Efter et par negative dage, har plusserne igen fundet vej tilbage til de amerikanske aktiemarkeder.

Inspireret af den mellemøstlig fredsaftale indleder det brede S&P 500-indeks handelsdagen med fremgang på 0,8 pct., og det teknologidominerede Nasdaq-indeks vinder 0,9 pct. frem. For de tungeste aktiers Dow Jones-indeks er stigningen på 0,7 pct. kort efter handelsstart.

Onsdag gav bekymringer om en mere høgeagtig amerikansk centralbank under den nye formand Kevin Warsh en sur smag i markedet, hvor de tre indeks lukkede med fald på 1,0-1,3 pct. Renteudvalget, FOMC, i centralbanken sluttede sit to dages rentemøde uden at flytte styringsrenten. Men efter mødet var Warsh noget strammere end ventet i sine udtalelser om behovet for at tøjle inflationen.

ØGET SANDSYNLIGHED FOR RENTEFORHØJELSE

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at markedet nu vurderer sandsynligheden for en renteforhøjelse på 0,25 pct.point i september til 50 pct. ifølge CME Groups FedWatch. Det er en stigning fra 27 pct. onsdag før mødets afslutning.

Men udviklingen i Mellemøsten, hvor USA og Iran har skrevet under på en aftale om midlertidig forlænget våbenhvile og genåbning af Hormuzstrædet, giver fald i prisen på olie, og dermed dæmpes truslen om endnu højere inflation.

RUN PÅ RUM

På selskabsplan ses et plus på 14,7 pct. til Rumble, som har skiftet navn til RUM Group og gennemført opkøbet af den tyske AI-cloudvirksomhed Northern Data.

Smith & Wesson stiger 22,4 pct. i de første handler efter rapport om højere salg i fjerde kvartal.

Samtidig stiger aktierne i chipproducenten Intel med 11,4 fra handelsstart, efter at USA's præsident, Donald Trump, har oplyst, at Apple har indgået en aftale med Intel om at designe og producere sine chip i USA. Apple løftes beskedne 0,9 pct.

Omvendt dykker it-konsulenthuset Accenture 18,0 pct. i de første handler, efter at selskabet har skåret i forventningerne til omsætningen i 2026. Selskabet ser nu en omsætningsvækst for året på 3-4 pct., mens det tidligere ventede en vækst på 3-5 pct.

SPACEX PÅ RETRÆTE

SpaceX har efter sin børsnotering fredag været til gennemsyn hos børshusene, og særligt et af dem har astronomiske forventninger til AI- og rumaktien.

Finanshuset Arete Research har ifølge Bloomberg News sat kursmålet til 401 dollar. Aktien skulle således rumme et kurspotentiale på næsten 110 pct. Det vil også gøre selskabet til det største i verden målt på markedsværdi.

- Starlink V3-satelitter åbner for en større bredbåndsmulighed i forstæderne, skriver Arete Researchs analytikere

Men den ellers så feterede rumaktie falder i torsdagens indledende handel 3,7 pct.

Torsdag er ugens sidste handelsdag før lang weekend for børserne i New York. Fredag er Juneteenth, hvor USA fejrer frigivelsen af slaver i 1865.

.\\˙ MarketWire