Guldprisen trykkes på ny - nærmer sig laveste niveau siden november
19/6 14:03
Guldprisen fortsætter ned fredag trods forsinkelser i forhandlingerne mellem USA og Iran, efter at landene onsdag aften underskrev en rammeaftale og indgik en foreløbig 60-dage lang våbenhvile.
Deeskaleringen har de seneste børsdage medvirket til at sende guldprisen ned med samlet 5 pct. siden onsdag aften til 4160 dollar per troy ounce. Det er tæt på det laveste niveau siden november.
Prisfaldet kommer, selv om samtaler mellem Iran og USA er blevet udsat, fordi Israel iværksatte en bølge af dødelige luftangreb mod det sydlige Libanon. Det siger tre personer med kendskab til sagen ifølge Financial Times.
Stærkt medvirkende til prisfaldet på guld er ifølge Bloomberg også kommentarer fra den Trump-udpegede amerikanske centralbankchef, Kevin Warsh, der overraskede med strammerlignende meldinger i forbindelse med et rentemøde midt på ugen.
Her erklærede Warsh, at det er tid til, at centralbanken får styr på inflationen, efter nu fem år hvor den har ligget over målsætningen på 2 pct.
Risikoen for, at det kan føre til en renteforhøjelse - i øvrigt stik imod Trumps ønske - blev særligt onsdag mødt med rentestigninger på amerikanske statsobligationer. Derved syner investeringer i guld mindre attraktive, al den stund at guldbeholdninger ikke giver renter.
.\\˙ MarketWire
