Aktier/tendens: Novos Wegovy-pille får rygklap fra analytiker - åbningen tegner afdæmpet
22/6 08:24
Der kan ventes fokus på Novo Nordisk fra åbningen mandag, hvor det brede marked formentlig vil træde vande efter en stærk slutspurt i fredags. Investorerne kan tage bestik af nye tegn på fremskridt i forhandlingerne mellem USA og Iran, som har sendt oliepriserne ned.
Ikke desto mindre ligger DAX-futuren tæt på uændret. Det danske marked klarede sig imidlertid væsentligt bedre end det tyske fredag, hvor C25-indekset bragede i vejret med 1,8 pct. til 1774,92 blandt andet efter stor fremgang til Novo Nordisk.
Mandag har medicinalkæmpens portefølje af vægttabsmidler været til gennemsyn hos Bloombergs analyseenhed, Bloomberg Intelligence, der ser større salgsmæssige muligheder end markedet generelt.
I 2030 spår Bloomberg et salg af Wegovy-pillen mod svær overvægt på 10,3 mia. dollar mod konsensus på 8,3 mia. dollar. Akkumuleret ser Bloombergs analytiker Michael Shah potentiale for, at salget af Novos vægttabsmidler overgår konsensus med samlet 9 mia. dollar i perioden til og med 2030.
Fredag lukkede Novo-aktien 4,6 pct. højere i 292,95 kr. - det højeste niveau i tre uger.
FRED STADIG IKKE FULDT INDREGNET
Mens der er tegn på fremskridt i fredsforhandlingerne, er markedet stadig tilbageholdende med at slippe tøjlerne.
Danske Banks chefstrateg, Frank Øland, vurderer dog, at det kan ændre sig, hvis der kommer større vished om fred.
- Der kommer sikkert nogle bump på vejen, men hvis forhandlingerne når i mål, så kan opturen på aktiemarkedet sagtens fortsætte, hjulpet af både lavere renter og energipriser. Det globale aktiemarked er allerede steget 11 pct. i år, men vores vurdering er, at der er mere at komme efter. I et godt aktieår er 20 pct. i afkast ikke usædvanligt. Det er muligt at nå, hvis fredsprocessen ikke afspores, vurderer Frank Øland i et notat.
Specifikt for A.P. Møller-Mærsk er de trafikale udfordringer i forbindelse med krisen kilde til relativt høje containerrater.
Senest er USA og Iran dog blevet enige om at etablere direkte kontakt for at sikre sikker passage gennem Hormuzstrædet. Fredag steg B-aktien i Mærsk med 1,2 pct. til 15.590 kr, men efter fald de foregående fem børsdag, i forventning om at fred mellem USA og Iran vil tage toppen af containerraterne.
NORDEA ERSTATTER BAVARIAN
Det er mandag skiftedag i C25, hvor Nordea kommer ind, mens Bavarian Nordic ryger ud. Nordea har op til ændringen fået hævet sit kursmål til 135,30 kr. fra 130,78 kr. hos amerikanske Citi, viser data fra Bloomberg fredag aften. Nordea steg fredag 1,6 pct. til 124,90 kr., mens Bavarian faldt 2,2 pct. til 175,50 kr.
Også FLSmidth har været under lup og har fået løftet sit kursmål til 700 kr. fra 670 kr. hos JPMorgan, der gentager anbefalingen "overvægt". Fredag lukkede ingeniørkoncernen 0,9 pct. højere i 511 kr.
.\\˙ MarketWire
