Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Britisk premierministers exit mødes med et skuldertræk på finansmarkedet

22/6 11:17

Den britiske premierministers, Keir Starmers, beslutning om at træde tilbage bliver mandag formiddag kun mødt med beherskede reaktioner på finansmarkedet.

Forud for Starmers annoncering har der da også været spekuleret i, at Labour-lederen vil blive tvunget til at forlade posten efter internt pres i partiet.

Favorit til posten er Labour-politikeren Andy Burnham, der for nyligt vandt en iøjnefaldende valgsejr og sikrede sig et ledigt sæde i det britiske parlament.

Burnham, der er borgmester i Greater Manchester, blev valgt i valgkredsen Makerfield. Pladsen blev ledig, da en tidligere Labour-politiker valgte at stoppe.

Renten på den toneangivende tiårige britiske statsobligation ligger mandag formiddag i 4,84 pct. - uændret fra fredag - mod 4,85 pct. inden Starmers pressemøde.

Pundet koster 1,3220 dollar mod 1,3195 inden udmeldingen.

Heller ikke det britiske aktiemarked rører meget på sig. Det toneangivende FTSE 100-indeks ligger 0,1 pct. lavere mod et omtrent uændret niveau kort før udmeldingen.

- Det er ikke verdens største overraskelse. Starmer har længe kæmpet med svag opbakning, utilfredshed i Labour og et stigende pres fra interne rivaler, konstaterer Kim Blindbæk, seniorøkonom i AL Sydbank, om den beherskede reaktion.

Han peger dog på, at markedet nu vil holde godt øje med, hvad skiftet vil betyde for den økonomiske politik.

- Samlet set øger Starmers afgang usikkerheden omkring den økonomiske kurs i Storbritannien. En ny premierminister kan muligvis give Labour et politisk løft, men det økonomiske handlerum er begrænset.

- For finansmarkederne bliver det afgørende, om den næste leder fastholder en troværdig finanspolitisk linje. Hvis ikke, kan Storbritannien hurtigt få en ny runde med rentestigninger og svækket tillid, forudser Kim Blindbæk.

Kandidater til posten som Starmers afløser skal være nomineret senest den 9. juli, så den nye leder kan overtage, når parlamentet træder sammen til september.

.\\˙ MarketWire