Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens aktier: Novo og Mærsk var med til at trække op på stille dag

22/6 17:04

Sværvægteren Novo Nordisks fortsatte optur var mandag med til at trække op i det danske eliteindeks, hvor også Mærsk havde vind i sejlene.

- Det er ret fredeligt. I hvert fald på indeksniveau. Der er ikke de store historier, synes jeg umiddelbart, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

Det danske eliteindeks, C25, lukkede mandag med et plus på 1,0 pct. i 1791,76 efter en markant stigning fredag på 1,8 pct. blandt andet efter stor fremgang til Novo Nordisk.

Medicinalaktien fortsatte mandag også sin optur med en stigning på 2,4 pct. til 299,95 kr. efter fredagens fremgang på 4,6 pct., der var drevet af en løftet anbefaling fra Nordea.

Medicinalkæmpens portefølje af vægttabsmidler har også været til gennemsyn hos Bloombergs analyseenhed, Bloomberg Intelligence, der ser større salgsmæssige muligheder end markedet generelt.

I 2030 spår Bloomberg et salg af Wegovy-pillen mod svær overvægt på 10,3 mia. dollar mod konsensus på 8,3 mia. dollar.

Geopolitisk kunne investorerne tage bestik af nye tegn på fremskridt i forhandlingerne mellem USA og Iran, som sendte oliepriserne ned.

Ørsted, der torsdag i sidste uge ramte det laveste niveau siden slutningen af marts, rettede sig 2,4 pct. til 151,75 kr.

Rockwool-aktien lukkede modsat med et fald på 1,4 pct. i 216,80 kr. i den tunge ende af eliteindekset.

- Det er, som om Ørsted handler lidt kontra Rockwool, udtaler Martin Munk, der ser sidste uges nedtur for Ørsted-aktien være drevet af faldende energipriser.

Der blev til gengæld taget gevinst i Pandora, der lukkede 2,4 pct. lavere i 639,80 kr. Smykkeaktien var mandag udfordret af en stigning på mere end 2 pct. for sølvprisen, der er en vigtig del af Pandoras råvareomkostninger.

MÆRSK FORTSATTE FREMGANGEN

Mærsk kunne i sidste uge se fragtraterne fortsætte i vejret for ottende uge i træk for SCFI-opgørelsen og syvende uge for WCI-opgørelsen.

Der er dog bekymringer for, at fred i Mellemøsten vil sende fragtraterne ned igen.

- Det kan måske komme i denne uge, at raterne retter sig, vurderer Martin Munk.

Fredag kom Mærsks B-aktie med et plus på 1,2 pct. lidt igen efter fem dage i træk med et samlet fald på 16,6 pct. Mandag fortsatte aktien i vejret med 2,0 pct. til 15.900 kr.

NORDEA ERSTATTER BAVARIAN

Der var mandag skiftedag i C25, hvor Nordea kom ind, mens Bavarian Nordic røg ud. Sidstnævnte sluttede med et fald på 1,7 pct. til 172,50 kr., mens Nordea steg 0,4 pct. til 125,40 kr.

I samme sektor kunne Danske Bank med en stigning på 1,0 pct. til 355,70 kr. føje endnu en lukkerekord til samlingen.

.\\˙ MarketWire