AL Sydbank har potentiale på bagkant af fusion spår Jyske Bank og indleder med "køb"
23/6 08:02
AL Sydbank kan høste store omkostningssynergier i forbindelse med den seneste fusion, vurderer Jyske Bank, der netop har indledt dækning af bankaktien med anbefalingen "køb". Kursmålet sættes til 750 kr.
Det fremgår af et notat.
- Fusionen med Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank vil give et strukturelt løft til omkostningseffektiviteten, men vi tror, at potentialet kan være endnu højere, end det niveau banken har meldt ud, skriver Anders Haulund Vollesen, analytiker i Jyske Bank, i notatet.
De udmeldte omkostningssynergier fra AL Sydbank i forbindelse med fusionen er på 1,2 mia. kr., hvilket Jyske Bank forudser vil komme fuldt i hus i 2028.
Dermed vil omkostningsprocenten blive forbedret med cirka 10 pct.point. Isoleret set vil det ifølge Jyske Bank desuden løfte AL Sydbanks indtjening per aktie med 23 pct.
- På en tidshorisont derefter kan vi forestille os, at man kan fortsætte med at forbedre omkostningseffektiviteten med op til 500 mio. kr. yderligere, hvilket potentielt vil kunne løfte EPS (indtjeningen per aktie, red) yderligere med 10 pct. fra det nuværende niveau, lyder det i notatet.
Mandag lukkede AL Sydbank 0,5 pct. lavere i 563,50 kr.
.\\˙ MarketWire
