Milliardkrav mod Ørsted afgøres torsdag: Få overblikket her
23/6 11:01
Torsdag formiddag kan Ørsted endelig se en ende på milliardstridighederne i sagen om elpriser i Vestdanmark, som trækker tråde tilbage til 00'erne, hvor elmarkedet blev liberaliseret i Danmark.
Sø- og Handelsretten ventes at afsige dom klokken 10 og dermed afgøre, hvorvidt Elsam, som fusionerede med Dong (senere Ørsted) i 2006, misbrugte sin dominerende stilling på elmarkedet og dermed opkrævede urimeligt høje priser.
Det samlede krav i stridighederne lød oprindeligt på 4,4 mia. kr., men procesrenter over 18 år har fået det til at vokse til cirka 11,7 mia. kr., skriver Energiwatch.
Her er et faktaoverblik over sagen:
* Med liberaliseringen af elmarkedet i 00'erne blev Elsam (nu Ørsted) mistænkt af Energinet og elbørsen Nord Pool for at opkræve urimeligt høje priser i Vestdanmark.
* I 2003 tager Energinet og Nord Pool kontakt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som herefter går i gang med at vurdere sagen.
* Myndighederne kommer efter flere år frem til, at Elsam har misbrugt sin dominerende position på markedet fra 2003-2006.
* Sagen med myndighederne kører videre ved Sø- og Handelsretten frem til 2016.
* I 2007 stævner et konsortium bestående af Mind Energy (tidl. Energi Danmark), Scanenergi, OK og NE Holding A/S (tidl. Nordjysk Elhandel) Ørsted for at have opkrævet overpriser for el i Vestdanmark i perioden 2003-2006.
* Det samlede krav, som konsortiet krævede lød i 2007 på 4,4 mia. kr. Energiwatch kan på baggrund af retsdokumenter oplyse, at kravet i dag er vokset til 11,7 mia. kr., da der er blevet lagt procesrenter til over årene.
* I 2012 sætter Sø- og Handelsretten konsortiets erstatningssag på pause med melding om, at man vil afvente dommen i sagen med konkurrencemyndighederne.
* I 2016 afgør Sø- og Handelsretten, at Elsam har opkrævet urimeligt høje priser i 2005-2006. En dom som Ørsted efterfølgende anker.
* I 2018 ophævede Vestre Landsret de tidligere afgørelser i myndighedssagen, da konkurrencemyndighederne ikke kunne bevise, at Elsam brød konkurrenceloven. Senere på året afviste landsretten, at myndighederne kunne anke dommen til Højesteret.
* I 2020 bliver Ørsted frifundet i Sø- og Handelsretten, efter at konsortiets sag blev genoptaget. Konsortiet anker dommen.
* I 2021 fik konsortiet medhold i Vestre Landsret, som samtidig slog fast at erstatningskravet skulle behandles i Sø- og Handelsretten.
* Sagen ventes afgjort torsdag den 25. juni klokken 10.00, efter 30 retsdage fra januar til april.
* Ørsted har ikke hensat midler til retssagen.
.\\˙ MarketWire
