USA/tendens: Negative udsigter tirsdag for teknologiaktierne mens SpaceX spås i plus
23/6 13:56
Der er lagt op til en rød åbning på det amerikanske aktiemarked onsdag, hvor særligt det teknologitunge Nasdaq-indeks ser ud til at udbygge mandagens fald.
Markedet, og særligt teknologiaktierne, er tynget af forventningerne om en rentestigning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, samt bekymringer om selskabernes gældsfinansierede investeringer i kunstig intelligens.
Futures for samtlige af de tre ledende amerikanske aktieindeks peger på en rød start, hvor Dow Jones-indekset indikeres i minus med 0,5 pct., futuren for det brede S&P 500-indeks falder 1,3 pct., og Nasdaq-futuren falder 2,7 pct.
Mandag faldt S&P 500-indekset 0,3 pct., mens Nasdaq tabte 1,3 pct., og Dow Jones omvendt vandt 0,3 pct.
I S&P 500 var det mandag særligt kommunikationsservice, der blandt sektorerne hang i bremsen, hvilket først og fremmest skyldtes et minus til Alphabet på 5,1 pct. i kølvandet af nyheden om, at John Jumper, nobelprisvinder i kemi for sit arbejde med AI, har valgt at forlade Googles Deepmind-projekt til fordel for Anthropic. I sidste uge mistede Google også en anden nøglefigur inden for kunstig intelligens, Google Gemini, til OpenAI.
Den vigende tro på fortsatte stigninger hos selskaber med aktiviteter inden for kunstig intelligens, AI, har også sendt aktierne i Europa og Asien under pres tirsdag, skriver Reuters, der tilføjer, at svagheden blandt de amerikanske aktier med tilknytning til kunstig intelligens sandsynligvis vil fortsætte, da investorerne er bekymrede for de massivt stigende værdiansættelser, mens højere låneomkostninger kan gøre teknologiinvesteringer dyrere.
Alphabet-aktien ser også ud til at fortsætte i rødt tirsdag, hvor aktien falder med 1,6 pct. til 341,79 dollar i formarkedet.
I formarkedet falder også aktien i Nvidia med 2,2 pct.
Derudover ventes der også fald til chipproducenterne Intel, Advanced Micro Devices og Marvell Technology, hvor de to førstnævnte ellers steg i mandagens handel. Intel falder med 6,6 pct. i formarkedet, efter en stigning på 5,2 pct. mandag.
SPACEX I RAMPELYSET
I rampelyset tirsdag er også udviklingen i aktien for Elon Musks SpaceX, efter at aktien faldt med 16,4 pct. til 154,60 dollar mandag, hvilket var tredje fald i streg.
Baggrunden for rumkoncernens nedtur var en melding om et obligationssalg, som skal sikre selskabet 20 mia. dollar i likviditet, der skal lægges oven i de omtrent 86 mia. dollar, som SpaceX rejste via sin børsnotering forrige uge.
I en kurs på 154,60 dollar er aktien dog stadig knap 15 pct. højere end sin noteringskurs i 135 dollar, og rumkoncernen har fortsat en markedsværdi på 2034 mia. dollar, hvilket er nok til en sjetteplads i USA.
- SpaceX indgår endnu ikke i Nasdaq-indekset, men det faktum, at selskabet hopper med på obligationsvognen for at finansiere overdrevne udgifter til AI og infrastruktur, genopliver tidligere bekymringer om, at de store tech-virksomheder måske bruger for meget på AI-infrastruktur og i stigende grad finansierer disse udgifter gennem gæld, udtaler Ipek Ozkardeskaya, der er senior markedsanalytiker hos Swissquote Bank.
Af andre SpaceX-relaterede nyheder vil selskabet tirsdag demonstrere evnen til at opsende og indfange en genanvendelig rumkapsel.
Opsendelsen er en del af programmet Starfall, der skal bane vejen for produktion i rummet, skriver Bloomberg News. Tanken går blandt andet på at fremstille medicin i rummet. Også halvledere, fødevarer og skønhedsprodukter vurderes at kunne blive fremstillet i det ydre rum. Det skyldes rummets unikke forhold, der blandt andet tæller et højere strålingsniveau og vægtløshed.
Aktien i SpaceX stiger med 1,4 pct. i formarkedet tirsdag.
.\\˙ MarketWire
