Aktier/tendens: Vestas og Rockwool i fokus i afventende marked
24/6 08:20
Vindmølleproducenten Vestas og isoleringskoncernen Rockwool er blandt de aktier, som er i fokus på det danske aktiemarked, som samlet set ikke ventes at gøre det store væsen af sig fra åbningen onsdag morgen.
Investorerne kan onsdag se olieprisen falde yderligere, i takt med at flere tankskibe krydser Hormuzstrædet, og USA og Iran signalerer fremskridt i forhandlingerne. På den helt korte bane er fokus dog især på det regnskab, som den amerikanske chipproducent Micron Technology offentliggør efter børslukketid sent onsdag aften.
Med et kursfald på 13,2 pct. var det tirsdag Micron, der førte an i udsalget på Wall Street, hvor det teknologitunge Nasdaq-indeks tabte 2,2 pct. Onsdag morgen synes humøret lidt mildere stemt over for teknologisektoren.
I hvert fald stiger futuren for det teknologitunge Nasdag-indeks med 0,6 pct. Det bredere S&P 500-indeks indikeres 0,2 pct. højere. I Europa ligger DAX-futuren 0,2 pct. lavere, mens Euro Stoxx 50-futuren falder med 0,1 pct.
C25-indekset faldt tirsdag med beskedne 0,1 pct. til 1790,48. Defensive sektorer som sundhed gjorde, at det danske marked klarede sig bedre end mange udenlandske indeks, som er tungere eksponeret mod teknologi og industri.
URO OM DET TYSKE MARKED FOR HAVVINDMØLLEPARKER
Vestas ventes fortsat i fokus efter en svær dag for vindmølleproducenten tirsdag, da faldende oliepriser var med til at presse sektoren. Oliepriserne falder onsdag yderligere en anelse på håb om fred mellem USA og Iran.
Desuden skriver Finans.dk onsdag, at uro omkring det tyske havvindmøllemarked kan risikere at koste ordrer for Vestas og rivalen Siemens Gamesa. Total og BP forsøger nemlig lige nu at komme ud af kontrakter på en række større havmølleprojekter.
Risikoen er ifølge det amerikanske analysehus Bernstein, at nogle af de ti projekter, der er usikkerhed om, droppes af energiselskaberne, hvilket kan skabe forsinkelser. Projekterne kan dog meget vel blive udbudt igen senere og overtaget af andre, er vurderingen.
Vestas lukkede tirsdag 4,8 pct. lavere i 175,40 kr.
NOVO-RIVAL PÅ VEJ MED VÆGTTABSPILLE I EUROPA
Novo Nordisks amerikanske rival Eli Lilly venter at kunne lancere sin vægttabspille, Foundayo, i Europa og Storbritannien mod slutningen af 2026 eller tidligt i 2027. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Selskabet vil som udgangspunkt gå efter de patienter, der betaler af egen lomme, men vil også forsøge at indgå af aftaler om tilskud med europæiske lægemiddelmyndigheder, hvor det er muligt, fremgår det videre.
ANALYSEHUSE LØFTER KURSMÅL FOR ROCKWOOL OG MÆRSK
Rockwool, der tirsdag lukkede 1,5 pct. lavere i 213,60 kr., kan glæde sig over et løftet kursmål hos ABG Sundal Collier. ABG har valgt at sætte sit kursmål for aktien op til 245 kr. fra 225 kr., viser data fra Bloomberg News.
Anbefalingen lyder fortsat på "køb".
Analysenyt er der også om A.P. Møller - Mærsk. Den amerikanske storbank Morgan Stanley har således løftet sit kursmål for aktien med 1100 kr., så det nu lyder på 10.000 kr., hvilket dog ingenlunde kan matche gårsdagens slutkurs på 16.080 kr. for B-aktien, der endte 1,1 pct. højere.
Morgan Stanley har da også fortsat den negative anbefaling "undervægt" hæftet på rederi- og logistikkoncernens aktie.
.\\˙ MarketWire
