Ambu får sænket anbefalingen hos Danske Bank: Ser kortsigtet risiko
24/6 09:46
Ambu har fået sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold" af Danske Bank, der er blevet mere forsigtig med hensyn til de kortsigtede udsigter.
- Væksten er aftaget, idet konkurrencen inden for urologi er intensiveret hurtigere end vi ventede og ureteroskopet ikke har fået fodfæste på markedet, da nogle kunder ikke ser nogen grund til at skifte, hvilket sætter de kortsigtede resultater og forventninger i fare, skriver Danske Bank i et analysenotat.
Analytikerteamets møde med amerikanske urologeksperter understøtter Ambus stærke position inden for endoskoper til urologi, men samtidig peges mod, at det udvikler sig til en vare uden væsentlig differentiering med prispres, og samtidig meldes om begrænset fodfæste for ureteroskopet.
Risikoen kommer ikke kun fra fra kinesiske lavomkostningsproducenter, da Ambus mere snævre portefølje gør det sværere at lave pakkesalg i forhold til konkurrenterne Boston Scientific og Dornier Medtech.
Det medfører ifølge Danske Banks analytikere, at Ambu er presset mellem etablerede spillere med bredere produktpaletter og lavomkostniningsproducenter, hvilket øger behovet for fusioner eller opkøb.
Analytiker Tobias Berg Nissen skærer i samme ombæring kursmålet til 58 kr. fra 70 kr. Det er det laveste kursmål af de 9 børshuse, der dækker aktien ifølge Bloomberg News.
Aktien har på den baggrund fået en skidt start på børsdagen onsdag, da aktien falder 6,1 pct. til 58,85 kr. Det er samtidig det laveste niveau for aktien siden foråret 2017.
.\\˙ MarketWire
