Aktier/middag: Hug til Ambu efter salgsanbefaling i afventende C25
24/6 11:38
Ambu sendes kraftigt tilbage onsdag formiddag efter en sænket anbefaling fra Danske Bank, der ser bekymret på vigende vækst fra øget konkurrence.
Også toppen af det danske C25-indeks drives af nyt fra børshusene. Forrest ligger Rockwool efter et løftet kursmål hos ABG Sundal Collier, og A.P. Møller-Mærsk, der også har fået lagt til kursmålet, ligger også godt med fremme i feltet.
Det samlede C25-indeks viger onsdag 0,2 pct. til 1786,55 efter fald i 14 og fremgang til 11 af eliteindeksets aktier.
I fokus er fortsat situationen omkring Hormuzstrædet og fredsforhandlingerne mellem Iran og USA. For nu er der dog fri passage i strædet, og det får oliepriserne til at sætte sig.
Senere onsdag vil også chipselskaberne få opmærksomhed, når Micron Technology efter børslukning i USA gør status for sit forskudte tredje kvartal. Tirsdag var der pres på netop chipaktierne og selskaber inden for kunstig intelligens, AI, da markedet kom i tvivl om, hvorvidt sektorens astronomiske vækst er bæredygtig.
- Der er stadig meget fokus på AI- og teknologisektoren, der har været ramt på det seneste. Nu kommer Micron-regnskabet efter børslukning, og det vil der være fokus på i den her anspændte situation med fokus på AI og teknologi - fokus på, om de her gigainvesteringer rent faktisk holder helt i mål på den lange bane, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
AMBU UDFORDRES AF KONKURRENCE
Stigende konkurrence inden for urologi lægger pres på væksten i medicoselskabet Ambu. For selv om Ambu står stærkt med sine engangsendoskoper til urologiske undersøgelser, er prispresset tiltagende. Samtidig har Ambu ikke formået at overbevise kunderne om sit ureteroskop, skriver Danske Bank i en analyse.
Her sænkes anbefalingen til "sælg" fra "hold", og kursmålet skæres til 58 kr. fra 70 kr.
Ambu-aktien falder 6,9 pct. til 58,35 kr.
OLIEPRISERNE FORTSÆTTER NED
Genåbningen af Hormuzstrædet lægger onsdag fortsat pres på oliepriserne, der onsdag er i laveste niveau siden starten af marts.
Hvor faldende oliepriser er godt for indtjeningen i energitunge selskaber som Rockwool, lægger det omvendt pres på C25-indeksets grønne aktier, bemærker Martin Munk.
Ørsted og Vestas falder her 2,2 pct. til henholdsvis 146,20 kr. og 171,60 kr.
Vestas er onsdag også nævnt i en artikel i Finans, hvori det fremgår, at vindmølleproducenten risikerer at miste en række værdifulde ordrer på havvindmøller i Tyskland, fordi energiselskaberne BP og Total skulle overveje at stoppe udviklingen af flere projekter.
Omvendt går Rockwool frem med 1,8 pct. til 217,40 kr. Stenuldsproducenten har oven i fået løftet kursmålet til 245 kr. fra 225 kr. hos ABG Sundal Collier, der fortsat siger "køb" til aktien.
LØFTET KURSMÅL TIL MÆRSK
Med i grønt er aktierne i A.P. Møller-Mærsk, der har været under behandling hos børshuset Morgan Stanley.
Det har ført til et løft af kursmålet til 10.000 kr. fra 8900 kr. Der er dog fortsat lang vej til den aktuelle kurs onsdag på 16.190 kr. efter en stigning på 0,7 pct., og anbefalingen er måske ikke overraskende da også negative "undervægt".
NOVO-RIVAL PÅ VEJ MED VÆGTTABSPILLE I EUROPA
Novo Nordisks amerikanske rival Eli Lilly venter at kunne lancere sin vægttabspille, Foundayo, i Europa og Storbritannien mod slutningen af 2026 eller tidligt i 2027. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Selskabet vil som udgangspunkt gå efter de patienter, der betaler af egen lomme, men vil også forsøge at indgå af aftaler om tilskud med europæiske lægemiddelmyndigheder, hvor det er muligt.
Novo-aktien bakker 0,4 pct. til 306,45 kr.
.\\˙ MarketWire
