Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Pres på Fedex efter regnskab - teknologi sunder sig efter nedtur

24/6 14:24

Fedex har kurs mod en hård dag på børsen onsdag, efter at pakkeselskabet sent tirsdag præsenterede sit første regnskab efter udskillelsen af Freight-forretningen.

Forud for amerikansk børsåbning er opmærksomheden særligt rettet mod chipproducenterne, inden Micron Technology efter børslukning kommer med regnskab for sit forskudte tredje kvartal.

Tirsdag var der pres på aktier inden for kunstig intelligens, AI, og chipproduktion på bekymring om vækstmulighederne i fremtiden. Her kan Micron med sit regnskab enten berolige investorerne eller sætte skub på bekymringerne.

- Vi vil alle holde øje med Micron, da det er en repræsentation af, hvad vi har set i den her optur. Jeg tror, at folk kommer til at få det stærke kvartal, de venter, men jeg tror ikke, at aktien vil fortsætte med at stige, siger Jay Woods, der er chefstrateg i Freedom Capital Markets, til Reuters.

- Aktien er faldet efter seks ud af de seneste otte kvartalsregnskaber, selv om Micron har rapporteret stærk indtjening, fortsætter han.

Forud for amerikansk børsåbning lader stemningen dog til at være forbedret. Futuren for det teknologitunge Nasdaq 100-indeks stiger 0,5 pct., og S&P 500-futuren stiger 0,2 pct. Omvendt viger Dow Jones-futuren 0,1 pct.

Det følger fald på 0,1-2,2 pct. tirsdag, hvor netop Nasdaq-indekset trak det korteste strå.

FEDEX FÅR HÅRD MEDFART

Fedex står til at åbne i rødt, når børserne åbner i New York klokken 15.30. Pakkegiganten fremlagde efter børslukning tirsdag regnskab for sit forskudte fjerde kvartal, der blandt andet bød på vigende marginer i kerneforretningen.

Den justerede driftsmargin bakkede i fjerde kvartal til 8,4 pct. fra 9,1 pct. i samme kvartal året før.

- Forvent en indledende negativ reaktion på de endelige konsoliderede Fedex-tal, der i store træk afspejler Fedex-koncernens indtjening, der i sidste ende var under de høje forventninger til kvartalet, skriver JPMorgan-analytiker Brian Ossenbeck i en kommentar ifølge Bloomberg News.

Fedex udskilte per 1. juni datterselskabet Fedex Freight. Effekten af udskillelsen vil ifølge Morgan Stanley "skabe støj" i de næste kvartaler.

Aktien i Fedex falder 6,4 pct. i formarkedet. Omvendt stiger Fedex Freight med 1,9 pct.

MICRON BLIVER TUNGEN PÅ VÆGTSKÅLEN

Et stort ansvar hviler på Micron Technologies, når chipproducenten i eftermarkedet leverer regnskab for tredje kvartal.

Regnskabet vurderes at afgøre, om den nuværende bekymring omkring chipproducenterne er overgjort, eller om den har sin fulde berettigelse.

Analytikerne venter ifølge Bloomberg News en omsætning på 35,6 mia. dollar og et nettooverskud på 23,8 mia. dollar.

Sagt på en anden måde er det forventningen, at Microns omsætning og bundlinje vil voksne henholdsvis 283 og 1165 pct. sammenlignet med samme periode for et år siden.

Tirsdag led Micron et voldsomt dyk på 13,2 pct., der fulgte i hælene på store fald i Sydkorea, da der er opstået bekymringer for, om den astronomiske vækst på området kan vare ved.

Også Sandisk faldt tirsdag med over 13 pct., men onsdag stiger aktien 3,5 pct. i formarkedet, imens Micron går 5,0 pct. frem.

.\\˙ MarketWire