USA/åbning: God stemning inden Microns regnskab - Fedex sendes retur
24/6 15:40
Fedex' regnskab er blevet vejet og fundet for let af investorerne, der onsdag sender aktien ned efter et sent regnskab tirsdag.
Imens er stemningen overvejende positiv på Wall Street, hvor handlerne varmer op til chipproducenten Microns regnskab efter børslukning.
Det brede S&P 500-indeks stiger 0,4 pct., imens Dow Jones handles stort set fladt. Størst er fremgangen i Nasdaq-indekset med et plus på 0,6 pct., men dog efter et dyk på 2,2 pct. tirsdag.
Her var der nemlig pres på aktier inden for kunstig intelligens, AI, og chipproduktion på bekymring om vækstmulighederne i fremtiden. Her kan Micron med sit regnskab enten berolige investorerne eller sætte skub på bekymringerne.
- Vi vil alle holde øje med Micron, da det er en repræsentation af, hvad vi har set i den her optur. Jeg tror, at folk kommer til at få det stærke kvartal, de venter, men jeg tror ikke, at aktien vil fortsætte med at stige, siger Jay Woods, der er chefstrateg i Freedom Capital Markets, til Reuters.
- Aktien er faldet efter seks ud af de seneste otte kvartalsregnskaber, selv om Micron har rapporteret stærk indtjening, fortsætter han.
FEDEX FÅR HÅRD MEDFART
Fedex åbner i rødt i de første handler på børserne New York onsdag. Pakkegiganten fremlagde efter børslukning tirsdag regnskab for sit forskudte fjerde kvartal, der blandt andet bød på vigende marginer i kerneforretningen.
Den justerede driftsmargin bakkede i fjerde kvartal til 8,4 pct. fra 9,1 pct. i samme kvartal året før.
- Forvent en indledende negativ reaktion på de endelige konsoliderede Fedex-tal, der i store træk afspejler Fedex-koncernens indtjening, der i sidste ende var under de høje forventninger til kvartalet, skriver JPMorgan-analytiker Brian Ossenbeck i en kommentar ifølge Bloomberg News.
Fedex udskilte per 1. juni datterselskabet Fedex Freight. Effekten af udskillelsen vil ifølge Morgan Stanley "skabe støj" i de næste kvartaler.
Aktien i Fedex sætter sig 2,0 pct. Omvendt stiger Fedex Freight med 2,7 pct.
MICRON BLIVER TUNGEN PÅ VÆGTSKÅLEN
Et stort ansvar hviler på Micron Technologies, når chipproducenten i eftermarkedet leverer regnskab for tredje kvartal.
Regnskabet vurderes at afgøre, om den nuværende bekymring omkring chipproducenterne er overgjort, eller om den har sin fulde berettigelse.
Analytikerne venter ifølge Bloomberg News en omsætning på 35,6 mia. dollar og et nettooverskud på 23,8 mia. dollar.
Sagt på en anden måde er det forventningen, at Microns omsætning og bundlinje vil voksne henholdsvis 283 og 1165 pct. sammenlignet med samme periode for et år siden.
Micron stiger 1,7 pct. op til regnskabet. Fremgangen følger dog også et dyk på 13,2 pct. Også Sandisk satte sig over 13 pct. tirsdag, men onsdag genvinder aktien 1,7 pct.
Wendy's er onsdag på alles læber på det sociale medie Reddit - nærmere bestemt Wall Street Bets - hvor brugere ihærdigt forsøger at gøre en "memeaktie" af selskabet.
Det lader til at bære frugt. Aktien stiger 37,2 pct. efter få minutters handel.
Omvendt er der klø til biludlejningsselskabet Hertz, der har skuffet med sit regnskab for andet kvartal og varslet et salg af aktier for 100 mio. dollar.
Aktien dykker 22,4 pct.
.\\˙ MarketWire
