Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Norsk energiselskab er genstand for budkrig: Aktien suspenderes fra handel

25/6 09:30

Det norske energiselskab Elmera Group er blevet genstand for en budkrig, og derfor er aktien blevet suspenderet fra handel på børsen i Oslo tidligt torsdag morgen.

Fra morgenstunden løftede spanske Audax Renovables sløret for et bud på alle aktier i Elmera med en præmie på godt 39 pct. fra lukkekursen onsdag, men siden har Elmera selv meddelt, at det norske selskab har modtaget endnu et bud fra en anden aktør, der er væsentligt over tilbuddet fra Audax.

Den nye aktør har i første omgang fået adgang til eksklusive forhandlinger med Elmera, fremgår det af en meddelelse.

- Elmera meddeler hermed, at bestyrelsen har modtaget en ikke-bindende interessetilkendegivelse fra en anden strategisk aktør vedrørende et potentielt frivilligt tilbud om at erhverve alle udestående aktier i selskabet til en angivet pris, der er væsentligt højere end den pris, som Audax har angivet, skriver Elmera i meddelelsen til børsen.

- Bestyrelsen har indgået en aftale om due diligence og eksklusivitet med denne interesserede part, og processen har været i gang i flere uger, fortsætter selskabet.

Audax kunne ellers i sin meddelelse torsdag morgen oplyse, at selskabet allerede har fået tilsagn fra en række større investorer med samlet 43,3 pct. af aktiekapitalen i Elmera.

OPFORDRER TIL KOLDT VAND I BLODET

Det norske selskab har allieret sig med ABG Sundal Collier og Advokatfirmaet Haavind, som skal rådgive i processen. I første omgang opfordrer Elmera-bestyrelsen derfor aktionærerne til at slå koldt vand i blodet.

- Aktionærerne opfordres til ikke at foretage sig noget vedrørende deres aktier i selskabet, herunder at sælge eller på anden måde afhænde deres aktier, indtil bestyrelsen har offentliggjort yderligere meddelelser, skriver Elmera.

- Der kan ikke gives nogen garanti for, at tilkendegivelsen vil føre til, at der fremsættes et bindende tilbud, eller for vilkårene og betingelserne for et sådant tilbud. Selskabet vil offentliggøre yderligere meddelelser, når det er relevant, fortsætter selskabet.

Elmera-aktien var frem til lukningen onsdag faldet med 23,1 pct. i år.

Danske Vestas har tidligere solgt vindmøller til mindst ét projekt ledet af Audax Renovables.

.\\˙ MarketWire