Amerikansk biotekindeks sætter rekord: Danske Bank ser perspektiver
25/6 15:22
Det amerikanske biotekindeks, BTK-indekset, satte onsdag rekord, og der er stadig potentiale i sektoren, ikke mindst i USA.
Sådan lyder vurderingen hos Danske Banks investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.
Han peger på, at BTK-indekset i den seneste måned er steget op mod 8 pct., mens det bredere marked symboliseret ved S&P 500-indekset er faldet. Netop den udvikling understreger styrken i bioteksektoren, som finder støtte i flere forhold, lyder det.
- For det første har vi set øget M&A-aktivitet, hvor store farmaselskaber betaler betydelige præmier for at opkøbe pipelines. Det sætter en bund under værdiansættelserne og reducerer risikoen for fald i sektoren, vurderer Lars Skovgaard Andersen.
Han peger desuden på medvind fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.
- For det andet har FDA været usædvanligt aktiv med en række godkendelser og udvidelser af eksisterende behandlinger, hvilket øger synligheden og gør investorerne mere komfortable med at tage risiko.
- For det tredje ser vi en tydelig ændring i regulatorisk praksis, hvor FDA i flere tilfælde har vist villighed til at genoverveje tidligere afslag eller acceptere nye datagrundlag, konstaterer Lars Skovgaard Andersen.
Han mener derfor fortsat, at det er klogt at være eksponeret mod sektoren og foretrækker i den forbindelse netop BTK-indekset. Herhjemme er både Genmab og Zealand Pharma eksempelvis faldet, mens BTK-indekset skød i vejret.
- En ekstra pointe er, at vi som danske investorer ofte har en tendens til at fokusere på de hjemlige bioteknavne. Det giver god mening ud fra kendskab og nærhed, men det indebærer også en risiko for at overse det bredere billede. Lige nu er det tydeligt, at det brede biotekrally i høj grad udspiller sig i USA, hvor både kapital, regulatorisk udvikling og M&A-aktivitet driver markedet, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
Siden årsskiftet er BTK-indekset steget godt 15 pct.
.\\˙ MarketWire
