Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Vestas og Pandora blandt få lyspunkter i rød start

26/6 09:14

Vestas og Pandora er blandt de meget få lyspunkter omkring de tunge aktier på det danske aktiemarked fredag morgen, hvor Novo Nordisk omvendt er med til at trække ned.

Torsdag gav teknologikæmpen Apple en nedslående melding om prisforhøjelser på flere af de bedst sælgende produkter som følge af prisstigninger på mikrochips, der bruges i produkterne.

Det er fredag morgen med til at presse teknologisektoren i Europa, men også generelt hænger investorerne med mulen.

Efter godt ti minutters handel falder C25-indekset med 0,2 pct. til 1809,82.

Torsdag steg det danske eliteindeks dog med 1,0 pct., og samlet set er der fortsat udsigt til en lille fremgang set over ugen.

VESTAS VINDER STOR ORDRE I USA

Et lyspunkt fredag er vindmølleproducenten Vestas, der sent torsdag kunne oplyse om en kæmpe ordre til USA.

Vestas skal levere vindmøller med en samlet kapacitet på 869 megawatt (MW) til "ikke-offentliggjorte projekter", var den kortfattede besked.

Med torsdagens ordre har Vestas nu sikret sig 2329 MW i bestillinger i andet kvartal - en markant fremgang i forhold til samme periode af 2025, hvor de annoncerede ordrer nåede 1112 MW.

For året er de samlede ordrer nu oppe på 6833 megawatt. Vestas-aktien stiger fredag morgen med 1,6 pct. til 172,85 kr.

Helt i spidsen er Pandora, som stiger med 3,5 pct. til 734 kr. Smykkekoncernen kan fredag glæde sig over yderligere fald i prisen på sølv, som er en vigtig råvare for selskabet.

Prisen er nu samlet mere end halveret i forhold til toppen på over 120 dollar per troy ounce i slutningen af februar.

Pandora steg også torsdag, hvor aktien gik frem med 3 pct. For tre en halv måned siden var kursen kortvarigt under 435 kr.

NOVO SER FALDENDE RECEPTTAL FOR WEGOVY-TABLET

Novo Nordisk falder fredag morgen med 1,8 pct. til 310 kr. efter en ellers rigtig god periode på børsen.

Det er ikke stort med nyhederne om medicinalkoncernen, som dog kan se de seneste recepttal fra Symphony Health Solutions pege på et lille fald i antallet af recepter på vægttabstabletten Wegovy Pill i sidste uge.

Det samlede antal recepter på tabletten i sidste uge var 116.767 mod 119.227 ugen før, viser data ifølge Bloomberg News.

Det hører dog med til historien, at recepttallene fra Symphony Health ikke omfatter recepter indløst på online-apoteker eller via sundhedsplatforme eller Novos eget onlineapotek, Novocare.

Dermed er der et ganske stort skyggetal.

.\\˙ MarketWire