Pandora stiger efter Bank of America løfter anbefalingen med to trin
26/6 09:45
Pandora-aktien har med et plus på 4,1 pct. til 738 kr. lagt sig i spidsen af fredagens danske aktiemarked, efter at finanshuset Bank of America har hævet sin anbefaling for smykkeaktien med to trin til "køb" fra tidligere negative "underperform.
Finanshuset ser en klar vej med positive katalysatorer for den danske smykkekoncern, efterhånden som de væsentligste modvinde aftager, og det sammenlignelige salg stabiliseres, skriver Bloomberg News med henvisning til en analyse fra det amerikanske finanshus.
Bank of America estimerer en ”bedre end frygtet” flad udvikling i det sammenlignelige salg (like-for-like) i andet kvartal, hvilket markerer andet kvartal i træk med stabilisering. Børshuset hæver sine estimater for driftsindtjeningen for 2026-2028 med 6 til 35 pct.
Debatten om bruttomarginen er ifølge børshuset også blevet mere positiv, idet sølvprisen er faldet markant siden toppen i januar og nu ligger under de 82 dollar per troy ounce, som selskabet lagde til grund for sine prognoser for regnskabsårene 2026-2027.
Samtidig er medvinden fra valutakurserne også øget siden da, og Bank of America forventer nu en positiv effekt på 70 basispoint.
Pandora har desuden ansøgt om tilbagebetaling af amerikanske toldafgifter, hvilket - hvis det imødekommes - vil udgøre en yderligere positiv faktor, som ikke er indregnet i børshusets estimater.
Ifølge Bank of America er Pandora på vej ind i de tidlige faser af et vendepunkt i udviklingen i indtjening per aktie. Stabiliseringen har allerede ført til en opjustering af værdiansættelsen til en fremadskuende P/E på 14-15 gange konsensusforventningerne for de næste 12-24 måneder efter et bedre end ventet regnskab for første kvartal 2026.
Bank of America bemærker, at lignende vendepunkter i 2011 og i 2018-19 blev efterfulgt af ”yderligere udvidelse af værdiansættelsesmultiplerne samtidig med opjusteringer af indtjeningsforventningerne.”
Kursmålet bliver i samme ombæring sat til 790 kr.
.\\˙ MarketWire
