AL Sydbank ser fortsat aktieoptimisme trods gevinsthjemtagning og sektorrotation
26/6 12:58
Trods fald til de globale aktier og gevinsthjemtagning i store teknologinavne i løbet af denne uge er der stadig rigeligt med optimisme i markedet.
Der er da heller ikke tale om større korrektioner eller udsalg på nuværende tidspunkt, lyder vurderingen fra AL Sydbank.
- Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om et større eller bredere udsalg af aktier. Både amerikanske og globale aktier ligger aktuelt kun omkring 3 pct. under de højeste niveauer nogensinde. Og samtidig med at investorerne tager gevinster hjem i nogle af de store teknologiaktier, der har klaret sig rigtig godt over de seneste år, bliver pengene flyttet over i de mindre small cap-aktier og aktier indenfor finans og industri, skriver Natalia Setlak, der er chefanalytiker hos AL Sydbank, i en kommentar.
- Det er alle tre eksempler på dele af markedet, som klarer sig godt i et miljø med stærk økonomisk vækst. Optimismen i markedet kan anses som intakt, på trods af at pengene har holdt nogle flyttedage i løbet af denne uge, fortsætter hun.
MOMENTUM KAN FORTSÆTTE
Og selv om der er blevet sat en række rekorder i både USA og andre steder i verden, er det formentlig slet ikke slut med rekorderne i år.
- Aktiemarkedet har leveret et usædvanligt stærkt første halvår, drevet i høj grad af det comeback, cykliske selskaber har leveret siden foråret. Trods mindre tilbagefald i ugens løb er globale aktier fortsat på vej mod et af de bedste halvår siden årtusindskiftet, vurderer Natalia Setlak.
Meget tyder ifølge hende på, at det også kan fortsætte ind i andet halvår.
- Vi fastholder vores positive syn på aktiemarkedet, da den tårnhøje indtjeningsvækst samt store strukturelle temaer i markedet fortsat bør trække aktierne opad i det andet halvår af 2026, skriver chefanalytikeren.
- Indtjeningsvæksten i år forventes at lande på det højeste niveau siden 2021, hvor den høje indtjening kom i kølvandet af coronapandemien fra året forinden, hvilket er ekstremt imponerende, taget i betragtning at indtjeningen er steget i årene op til 2026, fortsætter hun.
.\\˙ MarketWire
