Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Novo holder afdæmpet C25 tilbage i tæt på uændret start

29/6 09:12

Med små bevægelser blandt enkeltaktierne i det danske C25-indeks er et lille fald til medicinalkæmpen Novo Nordisk mandag morgen nok til at holde eliteindekset nede.

Efter kort tids handel falder C25-indekset med 0,1 pct. til 1799,23 - holdt nede af et fald på 1,3 pct. til 313,95 kr. for Novo Nordisk, som ikke er påvirket af nævneværdige selskabsspecifikke nyheder.

Også bryggeriet Carlsberg og medicinalselskabet Lundbeck er blandt navnene i fokus mandag morgen, hvor stemningen i Europa ellers overordnet er let positiv.

Det skyldes weekendens deeskalering af krigen i Mellemøsten, som ellers blussede op igen mod slutningen af sidste uge.

I stedet er der nu håb om, at et møde i Qatar i denne uge kan løse stridighederne om Hormuz-strædet helt.

- Aktiemarkederne starter ugen med forsigtig optimisme drevet af deeskalering af krigen i Mellemøsten, som ellers blussede op igen i slutningen af sidste uge. Således peger aktiefutures pt. på en positiv start på ugens handel både i Europa og USA efter meldinger om, at USA og Iran har trukket sig fra yderligere eskalation. Fremgangen afspejler håb om genoptagelse af forhandlinger i Qatar om blandt andet Hormuz-strædet, skriver aktiestrateg Morten Nielsen fra Jyske Bank i en morgenkommentar mandag.

Fredag gik det danske C25-indeks på weekend med et fald på 0,7 pct.

CARLSBERG FÅR SÆNKET ANBEFALING HOS MORNINGSTAR

For Carlsberg byder mandagen på en sænket anbefaling hos børshuset Morningstar, der har skruet ned til "hold" fra "køb", mens kursmålet er uændret på 940 kr.

Fredag faldt Carlsbergs B-aktie 1,6 pct., og mandag morgen går den yderligere 0,3 pct. tilbage til 867,40 kr.

For Lundbeck, hvis B-aktie stiger 0,8 pct. til 42,32, er der mere positivt nyt fra Jefferies, som vurderer, at medicinalselskabet meget vel kan nå den øvre ende af sit prognoseinterval for 2026.

Kursmålet er løftet til 42 kr. fra 39 kr., mens anbefalingen fortsat er i neutralt terræn på "hold", fremgår det af et analysenotat.

- Vi ser mulighed for, at forventningerne som minimum kan indsnævres til den øvre ende, hvis ikke hæves, med Jefferies' estimat og konsensus omkring den øvre ende. Kursmålet løftes med 8 pct. hovedsageligt på baggrund af højere salg af Vyepti og en forsinkelse af kopier af Abilify, begrunder børshuset i notatet.

Lundbeck vurderes i andet kvartal at have fortsat sit salgsmomentum med migrænemidlet Vyepti, og det har fået Jefferies til at hæve sit mål for topsalget til 1,45 mia. dollar fra tidligere 1,35 mia. dollar.

Modsat ventes salgsvæksten med Rexulti, der blandt andet bruges til alzheimerspatienter og behandling af skizofreni, at aftage på grund af øget konkurrence.

BAVARIAN NORDIC FÅR GODKENDT CHIKUNGUNYAVACCINE I CANADA

Bavarian Nordic har fået godkendt sin vaccine mod chikungunyavirus, Vimkunya, af de canadiske lægemiddelmyndigheder, oplyser vaccineproducenten i en meddelelse mandag morgen.

Vaccinen er godkendt hos personer i alderen 12 år og ældre.

Bavarian Nordic-aktien stiger fra start mandag med 0,5 pct. til 179,90 kr.

Kabelkoncernen NKT kan glæde sig over øget kapacitet, efter at udvidelsen af selskabets produktion af mellemspændingskabler på fabrikken i Asnæs er blevet afsluttet.

Udvidelsen blev igangsat i 2024 og omfatter en ny produktionshal og nye testfaciliteter samt optimeringer af det samlede produktionsflow.

- Færdiggørelsen af investeringen er en vigtig milepæl for NKT og styrker vores muligheder for at støtte kunderne i udviklingen og moderniseringen af deres elnet. Den udvidede fabrik i Asnæs øger vores kapacitet til at levere kabelløsninger af høj kvalitet med et fortsat stærkt fokus på sikkerhed, bæredygtighed og operationel excellence, skriver NKT i en meddelelse.

Aktien i selskabet sluttede fredag med et fald på 3,7 pct., men mandag morgen er der bedring med fremgang på 0,6 pct. til 945 kr.

.\\˙ MarketWire