Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Mindre modvind på tvivl om våbenhvile - britiske aktier i top og bund

29/6 12:59

Det er endnu en gang teknologiaktierne, der holder hånden under aktierne mandag. Sektoren er den mest stigende i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 med et plus på 1,2 pct.

Oveni holder investorerne øje med og overvejer, hvor længe den midlertidige våbenhvile i Mellemøsten holder, efter at USA og Iran er blevet enige om at standse den seneste runde af kampe.

Samlet ligger Stoxx 600 med et mindre fald på 0,2 pct. mandag middag.

Teknologi er igen "hot" efter sidste uges udsalg, hvor sektoren noterede sit største ugentlige fald siden midten af marts. STMicroelectronics ligger 3,6 pct. højere, Prosus stiger 3,1 pct, og Infineon går 3 pct. frem.

Europas eksponering over for AI-aktier er langt mindre end i USA og Asien, hvor teknologidrevne kursstigninger for flere uger siden skubbede de regionale indekser op på rekordhøje niveauer.

- Hvis vi skal opgradere europæiske aktier, skal vi se, at AI-drevet produktivitet begynder at påvirke de europæiske indtjeningsresultater. Indtil videre er vi ikke nået dertil, siger Florian Ielpo, porteføljeforvalter hos Lombard Odier Investment, til Reuters.

Alligevel har den europæiske teknologisektor draget fordel af det globale AI-opsving, hvilket sætter den på kurs mod de største kvartalsvise stigninger i det brede aktieindeks. Den klarer sig også bedre end den amerikanske S&P 500-teknologisektor på et tidspunkt, hvor bekymringer om gældsfinansierede udgifter tynger de asiatiske aktier og aktierne på Wall Street.

BRITISK I TOP OG BUND

Den mest stigende aktie i Stoxx 600 mandag er private equity-selskabet Bridgepoint, der går hele 13,1 pct. frem efter at have indgået en aftale om at overtage den amerikanske ejendomsinvesteringsplatform Kayne Anderson Real Estate for 1,39 mia. dollar.

Modsat ligger den britiske ingeniør- og forsvarsvirksomhed Babcock International Group, som blandt andet bygger, vedligeholder og opgraderer flådeskibe og ubåde, med et fald på 6,1 pct., efter det britiske forsvarsministerium har droppet planer om at forny flåden.

Af nyt kan også nævnes, at British American Tobacco, BAT, vil nedbringe antallet af stillinger med 9000 inden årets udgang, viser et internt notat fra ledelsen ifølge Bloomberg News. Målet er at reducere den nuværende arbejdsstyrke fra 47.000 til 38.000. 5500 af stillingerne vil blive nedlagt, mens 3500 skal outsources.

BAT forventer endvidere at kunne spare penge på arbejdskraft gennem brugen af kunstig intelligens og analyseværktøjer.

Aktien falder 1,7 pct.

.\\˙ MarketWire