USA/åbning: Comcast fører an i grønt pust på dæmpede Mellemøst-bekymringer
29/6 15:39
At dele tele- og tv-netværksgigant Comcast i to falder i god jord hos investorerne på en dag, hvor der er fremgang på Wall Street.
Det er aftagende spændinger i Mellemøsten, der løfter stemningen. En amerikansk embedsmand udtalte søndag, at USA og Iran vil nedtrappe konflikten efter flere dages fjendtligheder, hvilket styrker håbet om, at den midlertidige fredsaftale, der blev underskrevet tidligere på måneden, kan holde, skriver Reuters.
USA's præsident, Donald Trump, skriver mandag eftermiddag på sit sociale medie Truth Social, at Iran og USA angiveligt skal mødes i Qatars hovedstad, Doha, tirsdag.
I de første handler mandag stiger Nasdaq-indekset med 1,3 pct., det brede S&P 500-indeks går 0,8 pct. frem, og Dow Jones øger 0,5 pct. efter fald fredag på 0,1-0,2 pct.
Mens de diplomatiske bestræbelser på at bringe konflikten til ophør har beroliget investorerne, har skarp retorik og lejlighedsvis opblussen i regionen til tider øget risikoen for en bredere eskalering, der kunne presse oliepriserne i vejret.
- Som forventet har de tilnærmelser, som USA og Iran har gjort, endnu en gang vendt markant lige før markedets åbning, idet begge parter antyder, at de vil indstille angrebene forud for den næste forhandlingsrunde, siger Kyle Rodda, finansmarkedsanalytiker hos Capital.com, til Reuters.
- Sådanne åbenlyse bestræbelser fra Trump-administrationen på at sænke oliepriserne og løfte aktierne understøtter håbet om, at den vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at få en aftale i stand, siger han.
Storbanken RBC har mandag hævet sit 12-måneders mål for the S&P 500- indekset til 8150 fra 7900. Det indikerer et potentiale på rundt regnet 10,8 pct. i forhold til fredagens lukkeniveau på 7353,95 point.
Oveni er der også en regnskabssæson, der går i gang i de kommende uger og bliver dermed den næste store prøve for aktierne i år.
- S&P 500-indeksets afkast på 21 pct. over de seneste 12 måneder har udelukkende været drevet af regnskabstallene, hvilket gør den kommende regnskabssæson for andet kvartal 2026 til en vigtig katalysator for markedets fremtidige udvikling, lyder det fra Ben Snider, chefstrateg for amerikanske aktier hos Goldman Sachs.
TELE-NYT FRA FLERE
Der er skruet helt op for begejstringen hos tele- og tv-netværksgigant Comcast, efter at selskabet har offentliggjort planer om at splitte sine teknologi- og medieenheder i to børsnoterede selskaber.
Planen er at udskille Comcasts medieenhed NBCUniversal, der tæller en række globale medie- og underholdningsselskaber, herunder Universal Film, NBC samt Sky, som er selskabets europæiske medieforretning.
- Når transaktionen er gennemført, vil Comcasts aktionærer eje aktier i både Comcast og NBCUniversal, hvilket vil skabe to specialiserede brancheledere, der hver især har betydelig størrelse, solide økonomiske profiler og klare strategiske muligheder, fremgår det af Comcasts pressemeddelelse.
Aktien i Comcast stiger med 8,6 pct. eller 1,98 dollar til 25,15 dollar i de første handler.
I samme branche sendes telekæmpen Verizon ned med 3,2 pct., efter koncernen har oplyst, at den venter et milliardstort tab i andet kvartal. Det sker, da Verizon er indgået i et joint venture-partnerskab med BT Group, hvor tabene er opgjort til 700-800 mio. dollar, eller hvad der svarer til 4,59-5,25 mia. kr., hvilket bliver bogført i andet kvartal.
Verizon skal blandt andet betale 625 mio. dollar kontant til BT, mens der også ventes fratrædelsesomkostninger i omegnen af 350-450 mio. dollar i kvartalet.
Det amerikanske selskab venter desuden yderligere omkostninger på op mod 200-300 mio. dollar i forbindelse med omstruktureringen.
Server- og softwarekoncernen Oracle får lidt luft under vingerne efter at næsten en femtedel blev skåret af aktiekursen i den forgangne uge, helt præcis 19,4 pct., efter minusser hver af de fem handelsdage.
Årsagen til nedturen er den voksende skepsis blandt investorerne omkring afkastet på de store investeringer i udbygningen af datacentre til kunstig intelligens.
Mandag genvinder aktien dog lidt af det tabte og stiger med 3,8 pct. i den indledende handel.
På en helt anden scene går medicinalkoncernen Eli Lilly efter endnu en rekord med et plus på 1 pct. til 1220 dollar.
Fredag fik koncernen blandt andet positive anbefalinger fra ekspertpanelet CHMP under de europæiske sundhedsmyndigheder af midlerne Jaypirca til behandling af en særlig type leukæmi og Onswik, der er en insulin til voksne type 2-diabetikere. Og helt generelt var det bare en uge, der var god for phamasektoren.
.\\˙ MarketWire
