Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

AL Sydbank om Mærsk: "Massiv" opjustering af indtjeningsforventninger

30/6 06:34

A.P. Møller-Mærsk har mandag aften opjusteret forventningerne, og der er tale om et "ret massivt" løft af indtjeningsbuddet, mener senioranalytiker Mikkel Emil Jensen fra AL Sydbank, men de forhold, som skaber de bedre udsigter, er imidlertid afgrænset til 2026.

- Opjusteringen er i sig selv ikke den store overraskelse. Vi kunne alle se skriften på væggen. Det er dog et ret massivt løft af prognosen.

- Vi har kunnet følge udviklingen i fragtrater uge for uge, og de er braget i vejret de seneste måneder, hvilket vil have en ret massiv indvirkning på Mærsks indtjening. Det er på stort set alle ruter, vi ser det, siger Mikkel Emil Jensen til MarketWire.

Fragtraterne er blandt andet blevet sendt i vejret af den geopolitiske usikkerhed med krig i Mellemøsten. Det har tvunget rederierne til at finde andre fragtruter, hvorved kapacitet er blevet bundet op, hvilket altså i sin tur har presset priserne op.

- Og det er underbygget af stærk efterspørgsel på varer. Højsæson ligger tidligere end normalt, konstaterer senioranalytikeren samtidig.

Han peger i den forbindelse på, at den store geopolitiske usikkerhed har betydet, at virksomheder og importører har fremskyndet deres bestillinger i forberedelse til Black Friday og julehandelen, ligesom de har forsøgt at undgå ret dyre brændstoftillæg, som træder i kraft i juli, og ny amerikansk told, der også er på vej til at træde i kraft.

- I kombination kommer Mærsks indtjening ret væsentligt op. Der er meget bedre rater nu, og jeg forventer fortsat solid efterspørgsel resten af året.

Rederikæmpen regner nu med et underliggende driftsoverskud, EBITDA, på 8-10 mia. dollar mod førhen 4,5-7,0 mia. dollar.

Overskuddet på driften, i form af det underliggende EBIT, ses samtidig i 2,0-4,0 mia. dollar mod et oprindeligt interval mellem et underskud på 1,5 mia. dollar og et overskud på 1,0 mia. dollar.

AL Sydbanks analytiker peger dog også på, at de tidligere forventninger var ganske forsigtige.

- Efter første kvartals regnskab havde Mærsk en bund på minus 1,5 mia. dollar i EBIT-overskuddet. Det så også dengang noget konservativt ud i lyset af en fin start på året i første kvartal og forventeligt også i andet kvartal.

- For at komme derned skulle tingene virkelig falde fra hinanden i andet halvår.

2027 TRUER STADIG

Håret i suppen i opjusteringen er dog, at den afspejler en relativ kortvarig udvikling, og der ikke er nogen gode nyheder for 2027 i meldingen.

- Det er en ret solid opjustering. Så jeg regner med, at markedet vil tage positivt imod det. Mærsk siger også, at man venter god efterspørgsel resten af året, siger AL Sydbanks Mikkel Emil Jensen.

Han fremhæver i den forbindelse, at Mærsk nu regner med en vækst i volumenerne på det globale containermarked i år på 4 pct. mod tidligere 2-4 pct.

- Det afspejler dog også, at efterspørgslen køler lidt af de næste måneder.

- Selv om udviklingen er positiv for 2026, så er det ikke noget, der fikser de fremtidige udfordringer for Mærsk.

Senioranalytikeren peger her på, at der allerede til næste år, i 2027, vil komme en stor mængde af nye skibe på markedet og skabe overkapacitet.

- Det bliver derfor sværere at håndtere overkapaciteten. De langsigtede udfordringer venter i horisonten.

KONSENSUSESTIMATER SKAL OP

De nye prognoser for driften ligger over konsensus, som ifølge Bloomberg News er på 6,98 mia. dollar for EBITDA-resultatets vedkommende og på 0,81 mia. dollar, når det gælder EBIT.

- Konsensusestimaterne skal noget op, det er der ingen tvivl om. Men ikke for 2027. Det vil også være en naturlig begrænsning for kursreaktionen, mener AL Sydbanks analytiker.

Overkapaciteten på containermarkedet er den store udfordring. Mærsk har for år tilbage valgt at have en tilgang med begrænset nybyggeri af skibe og i stedet valgt at fokusere på indtjeningen. Den helt store konkurrent, schweiziske MSC, som nu er verdens største, har valgt den stik modsatte fremgangsmåde.

- Lige nu er det en fordel med kapacitet. MSC har taget mange markedsandele. Og desværre kommer alle til at betale for den overkapacitet, som kommer.

IKKE LÆNGERE KONGEN AF HAVET

Mikkel Emil Jensen fremhæver, at Mærsk har været disciplineret med relativt få bestillinger af nye skibe.

- Så nu er man ikke længere kongen af havet. Strategien har bare ikke givet de frugter, man havde regnet med.

- MSC ligner lige nu den med de stærkeste kort på hånden, men tiden må vise, om fokus på lønsomhed kan trumfe kapacitet. Indtil videre er det dog ikke lykkedes helt efter planen.

Mærsks strategi om at levere på lønsomhed har ifølge senioranalytikeren været længe undervejs, og han vurderer, at fremgangen for selskabet først og fremmest har været drevet af markedsudviklingen.

- Ikke fra Mærsks eget virke. Vi mangler at se Mærsk tjene gode penge i modvind, konkluderer AL Sydbanks Mikkel Emil Jensen.

.\\˙ MarketWire