Novo har mange ubekendte i andet halvår: Jefferies ser begrænset plads til opjustering
30/6 06:37
Novo Nordisk har fået skruet estimaterne op hos Jefferies, der ser ind i begivenhedsrigt andet halvår for medicinalkoncernen.
Til gengæld finder Jefferies af den grund kun begrænset plads til en opjustering fra Novo modsat flere andre børshuse.
- Der er mange faktorer i andet halvår, så vi vurderer, at enhver ændring af forventningerne vil være lille. Vi tror, at selskabet vil være i en bedre position til at give en opdatering for året og tendenserne i 2027 ved regnskabet for tredje kvartal, skriver analytiker Michael Leuchten.
Han refererer i analysen til mange "moving parts" for Novo i 2026 - altså mange faktorer, der ikke nødvendigvis er under selskabets kontrol.
Der henvises blandt andet til øgede salgsvolumener gennem den amerikanske sundhedsforsikring Medicare, der langsomt ventes at komme op i fart. Salgsvæksten sker dog på bekostning af prisen.
Andre faktorer tæller konkurrence fra generiske produkter med semaglutid på markedet i Canada og øget konkurrence på markedet for vægttabspiller.
Semaglutid er det aktive stof i både vægttabsmidlet Wegovy og diabetesmidlet Ozempic.
Novo vurderes til gengæld at være kommet godt fra start med salget af sin Wegovy-pille, der har nydt stor interesse på det amerikanske marked. En gennemgang af blandt andet prissætningen og antallet af udskrevne recepter viser ifølge Jefferies, at konsensus i markedet til salget er omtrent 15 pct. for lavt.
Kursmålet løftes til 285 kr. fra 270 kr., mens anbefalingen "hold" gentages.
Aktien i Novo faldt mandag 1,0 pct. til 314,90 kr.
.\\˙ MarketWire
