Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsks nye forventninger er langt over konsensus i markedet

30/6 07:49

A.P. Møller-Mærsks opjustering mandag bør føre til flere løft af estimaterne hos børshusene i de kommende dage.

En gennemgang af konsensusestimater indsamlet af både Bloomberg News og rederiet selv viser, at analytikerkorpsets forventninger er et pænt stykke under Mærsks nye forventninger til 2026.

Mærsk venter et underliggende driftsoverskud, EBITDA, på 8-10 mia. dollar mod 4,5-7,0 mia. dollar før. Driftsresultatet, EBIT, ses på 2,0-4,0 mia. dollar mod tidligere minus 1,5 til plus 1,0 mia. dollar.

Opjusteringen er drevet af en tidlig højsæson og stigninger i fragtraterne fra konflikten i Mellemøsten.

Tager man udgangspunkt i konsensusestimaterne, synes det tydeligt, at opjusteringen i sig selv ikke er den helt store overraskelse. Det er til gengæld størrelsen på den.

Estimater indsamlet af Visible Alpha for Mærsk selv frem til 28. juni viser, at EBITDA i 2026 var ventet på 7,61 mia. dollar - altså i overkanten af de tidligere forventninger. Til gengæld er det under Mærsks nye forventninger, der i værste fald ses på 8 mia. dollar.

Konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News viser en forventning om knap 7 mia. dollar på EBITDA-posten - altså helt i toppen af det gamle forventningsspænd.

Samme mønster tegner sig for driftsresultatet, hvor konsensus var 1529 mio. dollar og 810 mio. dollar ifølge estimater fra henholdsvis Mærsk og Bloomberg News.

Der er da også lagt op til store stigninger i Mærsk-aktierne tirsdag, vurderer flere analytikere.

Hos Jyske Bank spår senioranalytiker Haider Anjum, at aktien "skal handles væsentligt op", når børsen i København åbner klokken 9. Han bemærker dog også, at selv om timingen og størrelsen på opjusteringen er en overraskelse, er opjusteringen i sig selv det ikke.

AL Sydbank deler samme holdning.

- Opjusteringen er i sig selv ikke den store overraskelse. Vi kunne alle se skriften på væggen. Det er dog et ret massivt løft af prognosen, sagde senioranalytiker Mikkel Emil Jensen til MarketWire mandag.

Senioranalytikeren pointerer videre, at Mærsks gamle prognose var til den forsigtige side.

.\\˙ MarketWire