Analytikere: Genmabs data fjerner én ud af mange hurdler
30/6 08:18
Genmab kan med sine data fra et kombinationsstudie med midlerne epcoritamab og lenalidomid i behandlingen af den aggressive form for lymfekræft - diffus storcellet B-lymfom - sætte sit første flueben på en lang liste af studier.
Det skriver Jefferies i en kommentar efter data, der blev offentliggjort sent mandag.
Studiet viste blandt andet, at patienter med tilbagevendende eller behandlingsresistente tilfælde af lymfekræften gik i længere tid, uden at sygdommen blev forværret. Det skal sammenlignes med den eksisterende standardbehandling med midler som rituximab, gemcitabin og oxaliplatin.
Både risikoen for forværring af sygdommen og dødsfald blev mere end halveret.
Studiet med Epkinly, der er brandnavnet på epcoritamab, og lenalidomid viser ifølge analytiker Benjamin Jackson som "meningsfuld effektivitet".
Markedet havde ifølge analytikeren ventet en halvering af risikoen for sygdomsforværring, mens Genmab har rapporteret en reduktion på 60 pct. Det kan øge muligheden for, at kombinationsbehandlingen kan blive førstelinjebehandling.
Endvidere viser kombinationsbehandlingen en effektivitet på niveau med Roches CD20, der ifølge Benjamin Jackson har sat barren, men uden brugen af kemoterapi.
Genmab har flere studier med Epkinly i pipelinen. Det gælder blandt andet et fase 3-studie med Epkinly som førstelinjebehandling mod diffus storcellet B-lymfom.
Jefferies har et kursmål på 2650 kr. for aktien i Genmab og anbefalingen "køb".
Genmab-aktien steg mandag 1,0 pct. til 1718,50 kr.
.\\˙ MarketWire
