Aktier/åbning: Genmab og Mærsk stryger op i grønt indeks
30/6 09:14
Retningen er klar fra start, hvor A. P. Møller-Mærsk og Genmab ligger sig blandt C25-toppen sammen med Vestas. Mærsk opjusterede mandag aften sine forventninger til året, mens Genmab har præsenteret fase 3-data for et kræftmiddel, der viste pæne takter.
Generelt er der overvejende positiv stemning om de danske aktier, hvilket også sender eliteindekset, C25, op fra start med 1,3 pct. til 1828,17.
Derudover lader det ikke til, at de danske eliteaktier lader sig styre af de divergerende meldinger fra USA og Iran. Mandag eftermiddag skrev USA's præsident, Donald Trump, på Truth Social, at Iran har efterspurgt et møde med USA.
Tirsdag morgen præciserer Iran, ifølge AFP, at der ikke er planlagt forhandlinger med USA, selv om iranske eksperter rejser til Doha i denne uge, skriver AFP.
MÆRSK OPJUSTERER EFTER PERIODE MED HØJE RATER
Mærsks B-aktie stryger op fra start med et plus på 5 pct. til 16.695 kr.
Det sker efter at rederiet sent mandag opjusterede sine forventninger til 2026 på baggrund af en stærk efterspørgsel i containermarkedet og højere spotrater.
Rederikæmpen regner nu med et underliggende driftsoverskud, EBITDA, på 8-10 mia. dollar mod førhen 4,5-7,0 mia. dollar. Overskuddet på driften, i form af det underliggende EBIT, ses samtidig i 2,0-4,0 mia. dollar mod et oprindeligt interval mellem et underskud på 1,5 mia. dollar og et overskud på 1,0 mia. dollar.
Rederiet får desuden løftet sit kursmål hos Barclays til 17.500 kr. fra 16.500 kr., mens den positive anbefaling "overvægt" fastholdes. Også Nordea har været på banen med et kursmålsløft til 15.200 kr. fra 13.500 kr.
FOKUS PÅ MEDICINALSELSKABER
Med i toppen er Genmab, som efter positive studiedata, bliver sendt 5,1 pct. op til 1806 kr.
Genmab har i et fase 3-studie med kræftbehandlingen epcoritamab i kombination med midlet lenalidomid haft pæne resultater i behandlingen af lymfekræft. Det fremgik af en børsmeddelelse mandag, hvor det også oplyses, at man med forsøget nåede de primære mål.
Det betyder kort sagt, at patienter med en tilbagevendende eller behandlingsresistent version af kræften oplevede længere tid uden at sygdommen blev forværret, når der sammenlignes med den eksisterende standardbehandling. Risikoen for en forværring af sygdommen, eller at patienten døde, var omtrent halveret. Bivirkningerne svarede til det, man allerede kender for de to lægemidler, epcoritamab og lenalidomid.
Også medicinalselskabet Novo Nordisk er aktuel tirsdag, efter at Jefferies har løftet kursmålet for aktien og justeret på estimaterne, viser et notat.
Det nye kursmål lyder på 285 kr. mod 270 kr., mens anbefalingen "hold" gentages. Jefferies har skruet på estimaterne for den danske medicinalgigant og ser - modsat flere andre - blot begrænset mulighed for en opjustering, mens det spår et begivenhedsrigt andet halvår for Novo.
- Der er mange faktorer i andet halvår, så vi vurderer, at enhver ændring af forventningerne vil være lille. Vi tror, at selskabet vil være i en bedre position til at give en opdatering for året og tendenserne i 2027 ved regnskabet for tredje kvartal, skriver analytiker Michael Leuchten.
Novo åbner 0,6 pct. højere i 316,75 kr.
ENDNU ET HAVVINDPROJEKT I USA STOPPET
Ørsted og Vestas kan tirsdag se, at Trump-regeringen har stukket endnu en kæp i hjulet på udbygningen af havvindparker i USA.
Regeringen har betalt Duke Energy 129 mio. dollar for at tilbagelevere sin lejeaftale for det 1,7 gigawatt store havvindprojekt, Carolina Long Bay Area, med et løfte om at investere midlerne i andre energiformer, herunder atomenergi, gasenergi og investeringer i elnettet.
Ørsted stiger dog efter få minutters handel med 0,9 pct. til 146,90 kr., mens Vestas øger mest i C25 med 5,5 pct. til 188,10 kr.
Det sker, efter at vindmølleproducenten har fået løftet kursmålet hos JPMorgan til 251 kr. fra 216 kr., viser data fra Bloomberg News. Den positive anbefaling fastholdes og lyder på "overvægt". Det nye kursmål indikerer et potentiale på 40,8 pct.
Uden for C25 er modeselskabet Boozt aktuel med en opjustering af forventningerne efter et andet kvartal med "stærkt salg" og pæn efterspørgsel.
Selskabet venter nu en omsætningsvækst på 7-11 pct. i faste valutaer mod tidligere 3-8 pct. og en justeret EBIT-margin på 6,0-6,8 pct. mod 5,6-6,8 pct. Sammen med opjusteringen har Boozt foreløbigt sat tal på dele af sit andet kvartal, hvor omsætningen voksede 13 pct., mens EBIT-marginen landede på 6,5 pct.
Nordea har efterfølgende skruet op for kursmålet for modeaktien til 114,61 kr. mod tidligere 88,61 kr. Anbefalingen er stadig "køb".
Boozt stiger fra start 4,4 pct. til 98,25 kr.
Proteseselskabet Embla har fået kursmålet sænket med 2 kr. til 32 kr. af ABG Sundal Collier, hvor analytiker Morten Larsen dog beholder sin købsanbefaling, viser data fra Bloomberg News.
Embla åbner 2,1 pct. højere i 27,15 kr.
.\\˙ MarketWire
